Det er Fødevarekontrollen i Rødovre, der konstaterer, at det er ulovligt, at 7-Eleven reklamerer med friskbagt brød, når der i virkeligheden er tale om forbagte rundstykker.
Det er formanden for bager- og konditormestrene i Danmark, Hardy Christensen, glad for.
- Vi bagere står op midt på natten for at sørge for friskbagt brød, og så kan vi ikke have, at andre får lov til at sælge gamle og forbagte rundstykker som friskbagt brød, siger han til jv.dk ifølge Business.
Brød må kun betegnes som friskbagt, hvis dejen er lavet samme dag, som det sælges, eller hvis rådejen er frossen. Dermed er det kun kædens wienerbrødsprodukter, der lever op til betegnelsen friskbagt.
Hos 7-Eleven retter man ind efter Fødevarestyrelsens påbud.
- Det er en meget lille del af vort sortiment, der er forbagte brød, og blandt andet alle vore wienerbrødsprodukter er lavet af rådej af høj kvalitet, siger kategorichef Trine Meyer til jv.dk.
