23948sdkhjf

Roskilde vil gøre ældremad mere indbydende

Målet er en markant bedre oplevelse af måltidet
Sammen med Det Danske Madhus og Madkulturen arbejder Roskilde Kommune på, at borgere, der får leveret kommunal mad derhjemme, skal have en mere indbydende oplevelse.

Et to-årigt projekt med navnet Det Kulinariske Kørekort skal blandt andet undersøge, hvilken betydning transporten af maden har - og hvad indpakningen betyder for oplevelsen, skriver kommunen på sin hjemmeside.

- Vi ved, maden betyder utrolig meget for borgernes livskvalitet, og derfor giver det god mening at komme hele vejen rundt om måltidet. Nu er turen kommet til transport og indpakning, og jeg tror på, at en god anretning af maden har stor betydning for oplevelsen af måltidet, konstaterer Morten Gjerskov, formand for sundheds- og omsorgsudvalget i Roskilde Kommune, på hjemmesiden.

Den viden, der indsamles fra borgerne i løbet af projektet, skal formidles videre til chauffører og plejepersonale, så der i højere grad bliver taget hensyn til den enkelte borgers situation, når han eller hun modtager maden. Målet er, at borgeren får en markant bedre oplevelse af måltidet.

Det Kulinariske Kørekort har et samlet budget på godt en million kroner, hvoraf Sundheds- og Ældreministeriet betaler hovedparten.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063