23948sdkhjf

Danish Crown brager ind i Kina

Alibaba: En halv milliard kinesere får nu mulighed for at købe danske slagterivarer over nettet.

Et helt nyt og kæmpestort marked har åbnet sig for den danske slagterikoncern Danish Crown.

Koncernen har indgået en aftale med den kinesiske internetportal Alibaba - en aftale, som betyder, at de 466 millioner brugere får mulighed for at købe Danish Crowns produkter på nettet.

Jais Valeur, der er administrerende direktør for Danish Crown, ser store perspektiver i aftalen.

- Indbyggerne i Kinas største byer køber en langt større andel af deres fødevarer på nettet, end det er tilfældet noget andet sted i verden.

- Med andre ord får vi både en afsætningskanal til vores produkter og kommer med helt i front inden for salg af dagligvarer på nettet i Kina, siger Jais Valeur.

Danish Crown eksporterer årligt allerede 260.000 tons svinekød til Kina, men det tal kan blive meget højere.

Ikke mindst i kraft af en ny handelsaftale mellem Danmark og Kina og den forarbejdningsfabrik, som koncernen er ved at bygge uden for Shanghai, og som står færdigt om halvandet år.

Godt ry
Ifølge David Lloyd, der er direktør for Alibabas aktiviteter i blandt andet andet Norden, har danske fødevarer et godt ry i Kina, og det er af stor betydning.

- De kinesiske forbrugere ønsker i stadigt stigende grad sikkerhed for, at det kød, de spiser, er af fremragende kvalitet og opdrættet under ordnede vilkår, siger han.

Allerede torsdag vil Alibaba sætte den første kampagne for dansk svinekød i søen på sin fødevareplatform, der hedder Tmall.

Danish Crown har eksporteret grisekød til Kina siden 1998 og afskiber i dag, hvad der svarer til én container i timen alle årets 365 dage. Langt størstedelen sælges til kinesiske distributører, men andelen af produkter, som er forarbejdet, pakket og klar til levering hos de kinesiske forbrugere, er i hastig vækst.

Sortimentet til Tmall vil i første omgang blive udvalgt, forarbejdet og pakket på Danish Crowns slagteri i Ringsted, men allerede om halvandet år vil produkterne blive leveret fra en nyetableret forarbejdningsfabrik i Pinghu uden for Shanghai, oplyser Danish Crown.

ritzau/red.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093