23948sdkhjf

Fejø Frugt høster 2,7 millioner hos forbrugerne

Masser af aktivitet: Nye kølerum, økologisk omlægning og tilplantning af nye træer.

Laust Spandet Jensen er anden generations frugtavler på den lille ø Fejø i Smålandsfarvandet lige nord for Lolland.

Hans knap 80 hektar frugtplantage har i mange år levet et stille liv uden den store opmærksom fra forbrugere og leverandører.

Det har ændret sig markant siden Laust Spandet Jensen i foråret gik med i Coop Crowdfunding for at finansiere nye ULO-kølerum (Ultra Low Oxygen) til 1,7 millioner kroner, samt midler til omlægning til økologi og øget tilplantning af nye frugttræer.

På otte dage fik Laust Spandet Jensen finansieret 300.000 kroner til omlægning af syv hektar til økologi, mens det tog 50 dage at finde 276 långivere, der tilsammen ville finansiere de nye kølerum, som netop er ved at blive installeret i disse dage.

Kølerummene skal forlænge sæsonen af økologiske danske æbler i supermarkederne.

Kommer tættere på forbrugerne

De tre forskellige lån har alle en rente på fire procent, så forbrugernes sparepenge kan godt matche bankerne, når det handler om renter. Tilløbet til at bede forbrugerne om deres sparepenge var dog ikke helt uden bekymringer.

- Jeg var lidt tilbageholdende i starten, fordi jeg ikke vidste, hvad crowdfunding egentlig var. Men jeg tænkte, at hvis Coops medlemmer gerne vil investere i os, så er det en god mulighed for at komme tættere på forbrugerne. Det første projekt blev finansieret på otte dage, og det hele er gået over stok og sten, siger Laust Spandet Jensen, direktør og ejer af Fejø Frugt, der driver Vesterled frugtplantage, hvor der dyrkes æbler, pærer og blommer, såvel økologiske og konventionelle.

At have flere hundrede kreditorer gav i starten anledning til panderynker i forhold til, hvor meget tid det ville kræve at være i dialog med de mange långivere. Det har dog vist sig ikke at være et problem.

- Det, der faktisk har taget mest tid, er de mange medier, som jeg har talt med. Vi har fået enormt meget PR, og vi er faktisk også blevet knyttet tættere til Coop, som vi er leverandør til. Forbrugerne der har investeret har ikke taget så mange timer, fortæller Laust Spandet Jensen.

Brug tid på præsentationen

Hans bedste råd til andre fødevareproducenter, der overvejer crowdfunding, er at bruge tid på at præsentere projektet grundigt, så forbrugerne kan forstå, hvad deres penge bidrager til.

- Som producent kender man både branchen og sin virksomhed ind og ud, og man er vant til, at det gør de også i banken. Men det gør forbrugerne ikke nødvendigvis. Vi har fået lavet videoer og brugt tid på, og det har virket, siger Laust Spandet Jensen.

- Det kan være svært at rejse kapital hos frugtavlere og gartnerier, fordi investeringerne afhænger af vind og vejr. Derfor er forbrugerne et godt alternativ. Med kølerummene ville jeg nok kunne have sikret mig en længere tilbagebetalingstid end de fem år, som Coop Crowdfunding har som maksimum, siger Laust Spandet Jensen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109