23948sdkhjf

- Digitalisering er fødevareklyngens guldæg

Den skal blandt andet give forbrugerne en større indsigt i, hvordan deres mad er produceret
Digitaliseringens muligheder skal være fødevareklyngens næste afgørende konkurrencefordel. Danmark skal i 2025 have den mest profitable, bæredygtige, innovative og tillidsfulde fødevareklynge i verden.

Sådan lyder udmeldingen fra Panel for Digital Vækst i Fødevareklyngen, der netop har offentliggjort 10 anbefalinger til, hvordan den danske fødevareklynge kan få mest ud af digitalisering.

Blandt anbefalingerne er, at tillid og transparens skal gøres til dansk fødevareklynges stærkeste konkurrencefordel, at der skal samarbejdes tættere om data fra mark til butik, og at flere unge med digitale kompetencer skal vælge en karriere inden for fødevareklyngen via flere praktikpladser og flere uddannelsessamarbejder.

Anbefalinger til, hvordan digitalisering kan løfte fødevareklyngen til nye højder, kommer som nævnt fra Panel for Digital Vækst i Fødevareklyngen, der består af en række markante spillere inden for den danske fødevaresektor.

-Danske fødevarer er efterspurgte overalt i verden, fordi vi har været innovative og konstant har udviklet produktionen. Men verden omkring os udvikler sig også, og der er behov for, at vi ser os omkring efter det, der skal give de næste store gevinster på bundlinjen hos både landbrug og virksomheder. Her bliver digitalisering et afgørende værktøj, siger Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer og formand for Panel for Digital Vækst i Fødevareklyngen.

Verdenskendte
En af de væsentligste anbefalinger fra panelet er at gøre tillid og transparens til dansk fødevareklynges stærkeste konkurrencefordel ved hjælp af digitale værktøjer, der giver forbrugerne en større indsigt i, hvordan deres mad er produceret.

- Forbrugerne – danske, amerikanske eller kinesiske – efterspørger i stigende grad en ansvarlig, bæredygtig produktion, og de efterspørger information om produkterne for at kunne have tillid til dem. Dét kan digitalisering hjælpe den danske fødevareklynge med at levere, og dét skal vi være verdenskendte for – også i fremtiden, siger Karen Hækkerup.

Undersøgelser peger ifølge Landbrug & Fødevarer på, at produktiviteten kan hæves med fem procent ved hjælp af big data, og at danske virksomheder kan forbedre indtjeningen med 30 milliarder kroner om året ved digitalisering.

Landbrug & Fødevarer samlede Panel for Digital Vækst i Fødevareklyngen i foråret 2017. Anbefalingerne skal ses som en invitation til ministerier, myndigheder, virksomheder og organisationer om at samarbejde for at løfte den digitale dagsorden.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094