23948sdkhjf

- Sådan får man mere mad ned i de ældres maver

I Aalborg bliver 300 plejehjemsfolk uddannet til måltidsværter.
- Vi er ikke ude i noget med højere gastronomi - det ved vi godt, at tiden og pengene ikke er til. Men mange gange skal der ikke så meget til, for at ældre på et plejehjem får lyst til at spise noget mere mad.

Det konstaterer uddannelsesleder Jens Hoelgaard fra food-afdelingen på TechCollege i Aalborg, hvor 300 af Aalborg Kommunes plejehjemsmedarbejdere er i gang med at blive uddannet som såkaldte måltidsværter.

Formålet er netop at gøre deltagerne i stand til at lokke større mængder mad ned i beboer-maverne ude på plejehjemmene. I hold på 20 ad gangen får de en kursusdag, hvor en kok og en tjener på skolen står for undervisningen, som indeholder både teori og praktiske øvelser.

Eksempelvis får deltagerne viden om surt, sødt, salt og de øvrige grundsmage, og de bliver også klogere på, hvordan et veldækket bord kan øge appetitten. Og så handler kurset i høj grad om, hvordan man med enkle midler kan pifte måltidet op, så det bliver mere lækkert at se på.

Umulig opgave
- Al maden til plejehjemmene bliver jo leveret fra Madservice Aalborg, men man kan ikke lave mad til hundredevis af mennesker, få det transporteret - og så have det til at se lækkert ud, når man åbner det. Det er der ingen i verden, der kan, det er en umulig opgave, konstaterer Jens Hoelgaard.

Måltidsværterne bliver derfor gjort opmærksomme på, hvad man nemt kan gøre for at løfte dagens ret op på et højere visuelt niveau end den er på, når lågene bliver taget af de store plasticbakker. Eksempelvis at drysse lidt persille ud over blomkålene, eller at tænde stearinlys på bordet, når maden skal spises.

Det kan også handle om så vidt muligt at tilpasse måltidet den enkelte plejehjemsbeboer, påpeger Mariann Kjær, der som teamleder hos Madservice Aalborg har været med til at planlægge måltidsvært-kurserne.

- Hvis for eksempel en beboer gerne vil have kartoflerne helt udkogt, og ingen andre vil dét - så kan man lige koge kartoflerne to minutter mere til ham, nævner Mariann Kjær.

Madservice Aalborg leverer hver dag mad til cirka 1.650 plejehjemsbeboere i Aalborg Kommune. Dertil kommer madportioner til 800 hjemmeboende.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109