Østjyder tager verdenspatent på ny bakke-løsning
Kan klare 400 fødevarebakker i minuttet
Det konstaterer indehaver Flemming Aarslev Christensen fra ingeniørfirmaet JKT i Randers, som netop har udviklet et nyt, lynhurtigt såkaldt bakkedispenserings-system - altså et system, der forsimplet sagt adskiller de stablede emballagebakker og fordeler dem på et transportbånd.
Og det med mulighed for hastigheder, der ifølge JKT er helt unikke og tidligere har været uopnåelige: Op til 400 bakker i minuttet.
Nyheden med navnet A2 er ifølge Flemming Aarslev Christensen blevet til efter tre års intensiv udvikling og testkørsler. Den østjyske maskinbygger har taget verdenspatent på den nye dispenserings-teknologi, som er opbygget med 20 forskellige specialfremstillede dele i flere forskellige fødevaregodkendte materialer.
- Kæmpestort potentiale
- Målgruppen er primært europæiske fødevarevirksomheder, der i takt med det øgede salg af færdigretter og convenience-food efterspørger en ny bakkedispenserings-teknologi. En teknologi, der kan dispensere de udfordrende, tætstablede plastbakker i forskellige varianter på en hurtigere og ikke mindst mere driftssikker måde end de konkurrerende løsninger, der er installeret på de stadigt større produktionslinjer, siger Flemming Aarslev Christensen.
Han tilføjer, at ikke kun fødevareproducenterne kan se frem til, at A2 kommer på markedet efter nytår. Producenter af plastbakker kan også få gavn af JKT-nyheden, hvis de ændrer en anelse i konstruktionen på deres velkendte plastbakker.
- Flere af de typer bakker, fødevareindustrien bruger i dag, har en stablingsafstand på over otte millimeter. Vores A2-system kan håndtere afstande ned til 1,2 millimeter, så der er store gevinster at hente på opbevaring og transport. I stedet for at sende fem lastbiler med bakker, kan man fremover nøjes med én.
- Vi er allerede i dialog med flere førende bakkeproducenter, der ser et kæmpestort potentiale i at optimere deres plastbakker til versioner med meget tættere stablingsafstand og gøre brug af A2, siger Flemming Aarslev Christensen, der ejer JKT sammen med Karsten Kirkegaard.