23948sdkhjf

- Nej, Tican skal ikke have 20 millioner kroner

Danish Crown har vundet voldgiftssagen efter den kuldsejlede fusion
Andelsslagteriet Tican skal ikke have 20 millioner kroner af Danish Crown.

Det har en voldgiftssag afgjort, og dermed skulle efterdønningerne ovenpå de kuldsejlede planer om en fusion mellem de to slagterier være endegyldigt forbi.

Efter langvarige forhandlinger faldt fusionsplanerne til jorden i november 2015, da der ikke forelå en godkendelse fra konkurrencemyndighederne. De godt 260 Tican-andelshavere, som ejede Tican-slagteriet i Thisted, krævede 20 millioner kroner i kompensation for tab i den lange periode, hvor fusionsarbejdet foregik. Men det har de altså ikke krav på, har voldgiften i dag meddelt parterne.

- Begge parter har gennem hele forløbet holdt en god tone og loyalt fremlagt forløbet omkring fusionen. Nu har vi fået afgørelsen, og så handler det for begge parter om at komme videre herfra, siger Danish Crowns formand, Erik Bredholt, i en pressemeddelelse.

Ikke flere kommentarer
Uenigheden mellem de to parter gik på, om fusionsaftalen udløb, eller om Danish Crown aflyste fusionen.

- Det har været en af den slags sager, ingen af parterne ønskede at skulle igennem. Omvendt har det for begge parters vedkommende været centralt at forsvare de respektive ejeres interesser, og netop derfor blev det allerede under fusionsforhandlingerne aftalt, at eventuelle uenigheder skulle afgøres ved en voldgift, siger Ticans formand, Søren Overgaard, i den samme pressemeddelelse.

Danish Crown og Tican er enige om, at sagen nu er endegyldigt afsluttet, og derfor har ingen af parterne yderligere kommentarer til afgørelsen, hedder det også i meddelelsen.

2. november 2015, samme dag, som det kom frem, at fusionen faldt til jorden, meddelte Tican, at tyske Töonies overtog slagteriet i Thisted.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096