Opfordringen i en Føtex-reklame fra uge 37 lød, at et kamera skulle købes i denne uge, for prisen ville stige i uge 38. Det skete dog ikke. Derimod faldt prisen i nogle tilfælde. Sagen har nu udløst kritik fra Forbrugerombudsmanden.
- Der er ikke i sig selv noget til hinder for at bruge en fremtidig pris som grundlag for en prissammenligning. Men en sådan sammenligning skal – som alle andre prissammenligninger – være korrekt og relevant, og den lovning om en besparelse, der ligger i prissammenligningen, skal være reel. Ellers er sammenligningen vildledende, udtaler forbrugerombudsmand Henrik Øe.
Føtex har erkendt, at have begået en fejl og dermed vildledt forbrugerne. Kæden tilskriver sagen til et kiks i den interne kontrol, der ikke vil gentage sig i fremtiden.
Den forklaring har Forbrugerombudsmanden accepteret og afsluttet sagen med en indskærpelse.
