Nogle lameller, der gik i stykker i en såkaldt marcipanformer, har fået chokoladeproducenten Toms til at trække en stribe marcipanprodukter tilbage.
Maskinproblemerne betød, at små stykker af orange plastik endte i pakker med Anthon Berg marcipanbrød, oplyser Fødevarestyrelsen.
Det drejer sig om bestemte partier 40-grams marcipanbrød med whisky eller cognac samt såkaldte Anthon Berg Sweet Moments i udgaver på 165 eller 400 gram. Alle partierne er solgt i dagligvarebutikker i hele landet.
Ifølge Fødevarestyrelsen er plastiklamellerne af et materiale, der er godkendt til at må komme i kontakt med fødevarer, men "tilstedeværelsen af plastik i produkterne medfører, at de ikke betragtes som egnede til konsum".