23948sdkhjf

Madspild skader industriens image

Ny undersøgelse viser, at forbrugerne gerne ser industrien tage mere ansvar for at begrænse madspild

Hvis man spørger forbrugerne, så bør fødevareindustrien tage mere ansvar for at begrænse madspil.

Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse udarbejdet af YouGov for FødevareBanken, der bekæmper madspild i Danmark.

Undersøgelsen viser blandt andet, at det for 75 procent af forbrugerne har betydning for de fødevarer, de vælger, at fødevareindustrien gør en aktiv indsats for at reducere madspildet. Samtidig synes ca. halvdelen af de adspurgte forbrugere ikke, at fødevareindustrien påtager sig nok ansvar for at mindske madspild.

- Det fortæller mig to ting. Dels at fødevareindustrien kunne gøre mere for at mindske deres madspild. Eksempelvis ved at indgå en aftale med FødevareBanken, der formidler overskudsmad til socialt udsatte. Men også, at de virksomheder, der allerede gør en aktiv indsats mod madspild, kunne blive bedre til at fortælle om det, siger direktør i FødevareBanken Karen-Inger Thorsen.

At der er plads til forandring på fronten for madspild understreges af den enorme mængde mad, der smides ud. FødevareBanken henviser til, at myndighederne vurderer, at det i alt drejer sig om 460.000 ton, som industri og servicesektor hvert år kasserer. Det er mad, der ikke er for gammelt, men som af den ene eller anden grund alligevel ikke kan sælges og derfor oftest smides ud.

Karen-Inger Thorsen opfordrer fødevareindustrien til at bekæmpe madspild.

- Forbrugerne efterspørger det og virksomhederne ville have en konkurrencefordel, hvis de gjorde det, fordi forbrugerne tillægger det værdi. Der er en oplagt niche her for virksomheder, der ønsker at være med til at gøre en forskel, siger Karen-Inger Thorsen.

FødevareBanken samlede sidste år over 800 ton mad hos fødevarevirksomheder og grossister og fordelte maden til socialt udsatte. Det sker fra afdelinger i København, Århus og Kolding. I Kolding har der netop været afholdt konference med det formål at sætte spot på potentialet for at bruge madspildet i en social indsats frem for bare at smide det ud.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083