23948sdkhjf

Fødevarevirksomheder presses urimeligt af lange betalingsfrister

Der er behov for en lovændring, mener FødevareDanmark
Nye tal, som Dansk Handelsblad bragte forleden, viser, at Dansk Supermarked har øget sin gæld til leverandørerne med fire milliarder kroner ved hjælp af lange betalingsfrister.

Derfor mener brancheorganisationen FødevareDanmark nu, at der er behov for en lovstramning, som kan beskytte de mindre leverandører,

Hvor Dansk Supermarked i 2013 skyldte leverandørerne 4,9 milliarder kroner, var gælden ved udgangen af 2016 løbet op i 8,8 milliarder kroner.

Ifølge FødevareDanmark, der er talerør for små og mellemstore virksomheder inden for fødevaresektoren, kommer tallene ikke som nogen overraskelse. Organisationen modtage jævnligt henvendelser fra medlemmer, som oplever, at eksempelvis de store dagligvarekæder enten insisterer på lang kredit eller blot vælger at se stort på betalingsfristen.

– Som mindre fødevarevirksomhed kan det have enormt stor indflydelse på din likviditet og økonomiske balance, når den store dagligvarekæde trækker betalingen i langdrag. I nogle tilfælde betyder det, at der skal trækkes på kassekreditten, mens der ventes på betaling, og det koster i form af renter. I værste fald kan den lille fødevarevirksomhed blive nødt til at lægge ekstra på produkterne, og på den måde kommer forbrugeren også til at finansiere dagligvarekædens ønske om lang kredit, siger Leif Wilson Laustsen, formand for FødevareDanmark.

Tør ikke protestere
Reglerne for betalingsfrister synes ellers klare nok. I EU’s betalingsdirektiv fra 2013 hedder det, at man har 30 dage til at betale en faktura, med mindre parterne indgår en anden aftale. Ifølge Leif Wilson Laustsen er det den sidste del af direktivet – ”med mindre parterne indgår en anden aftale” – som giver de små fødevarevirksomheder problemer med at indkræve deres tilgodehavender.

– Nogle af de store dagligvarekæder kræver en betalingsfrist på op til 90 dage, hvilket fødevarevirksomhederne i langt de fleste tilfælde ender med at acceptere. De kan dårligt andet, for i det øjeblik de insisterer på 30 dages betalingsfrist, er der en overhængende risiko for, at den store dagligvarekæde blot vælger en anden leverandør, siger Leif Wilson Laustsen og peger i den sammenhæng på, at det kun er et fåtal af FødevareDanmarks medlemmer, som tør give deres mening til kende i fuld offentlighed.

– Selv om vores medlemmer føler sig urimeligt behandlet, tør de ikke protestere af frygt for konsekvenserne, hvilket blot er med til at understrege, at der er behov for en lovstramning, som sikrer, at de små og mellemstore fødevarevirksomheder ikke udnyttes af store dagligvarekæder, som presser dem til at give lang kredit i strid med de politiske ønsker, siger formanden.

FødevareDanmark har omkring 700 medlemmer. Bag organisationen står Danske Slagtermestre, Danmarks Fiskehandlere, Ostehandlerforeningen for Danmark og foreningen SMV Fødevarer.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094