23948sdkhjf

Så er der rejsegilde på Food Innovation House

Det nye fødevaresamarbejde i Vejle har også ansat en daglig leder
På Lysholt Allé i det nordlige Vejle er byggeriet af det nye Food Innovation House nu kommet så langt, at der torsdag middag er rejsegilde.

Samtidig er initiativtagerne klar med navnet på den daglige leder af huset - det bliver Gyda Bay, der begynder i stillingen fredag, selv om huset først efter planen åbner 1. april.

Gyda Bay er uddannet biolog fra Aarhus Universitet og har 18 års erfaring i arbejdet med iværksætteri. Hun er vant til at skabe vækst hos små og mellemstore virksomheder i samarbejde med vidensinstitutioner samt en solid erfaring i at tiltrække kapital og skabe netværk, konstaterer hendes nye arbejdsgivere.

Tidligere har hun således arbejdet for Unisense, været Invest Manager hos Østjysk Innovation (nu Capnova) og senest været ansat som innovationschef i Future Food Innovation med base i Agro Business Park i Tjele.

Food Innovation House er på 3.000 kvadratmeter, hvor store og små fødevarevirksomheder kan samarbejde med vidensinstitutioner og det offentlige for fremme af velsmagende, bæredygtige og sundere fødevarer.

Bag projektet står investorerne Givesco og Bagger-Sørensen Invest. De forventer årligt 5.000 besøgende til blandt andet konferencer, workshops, minimesser, foredrag og innovationsprojekter.

Innovation i øjenhøjde
Ti daglig er der plads til 150 vidensmedarbejdere, som kommer til at arbejde i et hus med fælles udviklingskøkken, udviklingsbageri, demo-minimarked, demo-restaurant, fotostudie, udstilling, kantine, konferencelokale og en afdeling for iværksættere.

- Vi ønsker at skabe et fødevarehus, som tilbyder innovation i øjenhøjde til alle, der beskæftiger sig med fødevarer. Huset skal være åbent for alle, som arbejder med produktion, råvarer, procesudstyr, emballage, distribution, detailhandel, restaurant, kantiner, food service, uddannelse, hygiejne, kommunikation, legalitet, myndigheder med videre. Vi ønsker at give gode rammer til udvikling, innovation, markedsføring og salg af gode, danske fødevarer i Danmark og til eksport, siger Jørgen Andersen, direktør i Dandy Business Park, som Food Innovation House bliver en del af.

Til rejsegildet bliver der vist rundt i det nye hus, og deltagerne kan således få en fornemmelse af, hvad de mange funktioner i Food Innovation House kommer til at indeholde. Gæsterne bliver også bespist - under hele rejsegildet står Nord Urban Gourmet Food i Madværkets rullende nørdekøkken og serverer gourmet-oplevelser i streethøjde, oplyser arrangørerne.

Der er stadig ledige kvadratmeter i Food Innovation House, som indtil videre har følgende virksomheder og organisationer på listen over de, der får deres jgang i huset:

- Madværket
- Madkulturen
- Fødevareklubben
- Vejle Kommune
- University College Lilebælt/Erhvervs Akademiet Lillebælt
- Agro Business Park
- Future Food Innovation
- Dagrofa
- Fayrefield Foods
- Scandic Food
- Skare
- Northern
- Emballage Gruppen
- Danespo
- Log IT / fmcg CRM
- Variovac Nordic
- Food Is More
- Smagens Univers
- Givesco med DanCake, Carletti, Jacobsen Bakery, OK Snacks m.fl.
- Bagger-Sørensen & Co med Gumlink Confectionary Company og Okono.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078