23948sdkhjf

Hvad er en standard?

Der findes over 27.000 forskellige standarder - og der kan være store fordele ved at bruge dem

Standarder er fælles retningslinjer for alt fra kvalitet og sikkerhed til produktspecifikationer og gode arbejdsgange.  

- Man kan sige, at standarder er et fælles sprog, der gør, at vi kan forstå tingene ens. Det betyder, at vi kan være sikre på, at det vi samarbejder om eller køber af hinanden svarer til forventningerne – uanset om det foregår mellem virksomheder, myndigheder eller forbrugere, forklarer Gert Rønnov, teamleder i Dansk Standard.

Standarder kan for eksempel sætte krav til et produkts ydeevne eller beskrive fagudtryk på et givent område. Standarder kan også anvise metoder til for eksempel prøvning af et produkts holdbarhed.

Et konkret eksempel, som man kender hjemme fra dagligstuen, er radiatorventiler. Her findes en standard, der sætter rammerne for produktion og kontrol af termostatiske radiatorventiler og blandt andet sikrer, at der sker en ensartet og veldefineret prøvning af, hvor præcist de regulerer temperaturen. Standarden hedder DS/EN 215, Termostatiske radiatorventiler.

Med en standard i hånden bliver det således lettere at sikre sig og dokumentere, at produkterne overholder kravene på området, hvilket skaber tillid og tryghed hos køberne. Det kan blandt andre virksomheden Danfoss nikke genkendende til:

- For Danfoss er det vigtigt, at der findes nogle fælles europæiske standarder på området frem for forskellige regler i for eksempel Tyskland, Frankrig og Danmark. Det er alt andet lige lettere at skulle følge et enkelt regelsæt frem for flere forskellige nationale regler, når vi laver produkterne til flere markeder. Samtidig er det med til at sikre kvaliteten, at man har nogle fælles testmetoder for produkternes egenskaber. Det er også en sikkerhed for forbrugerne, der køber termostaterne, og selv ville have meget svært ved at vurdere og teste deres kvalitet, fortæller Niels Gregersen, R&D engineer i Danfoss.

Hvad kan standarder gøre for din virksomhed?
Markedet har således i standarder opstillet nogle krav til for eksempel et produkts funktion, sikkerhed og kvalitet. For en virksomhed betyder det, at det er nemmere at indkøbe et produkt, fordi man dermed nemt kan få overblik over produktets kvalitet og egenskaber, uanset hvor i verden det er produceret. For at overholde europæisk lovgivning skal mange produkter desuden CE-mærkes, og her bruges standarder som grundlag til at sætte kravene til den aktuelle CE-mærkning.

Brugen af internationale standarder spiller også en rolle, hvis man vil eksportere sit produkt. Standarder bliver nemlig brugt i hele verden, så en kunde i for eksempel Bahrain eller Brasilien ved hjælp af standarden nemt kan få overblik over produktets kvalitet og egenskaber og beslutte, om han vil købe det. Og på samme måde kan en dansk virksomhed trygt købe produkter produceret i udlandet.

Også for bygherrer og udførende i et byggeprojekt spiller standarder en væsentlig rolle - både når de rette produkter skal indkøbes, og når det skal sikres, at de anvendes rigtigt i byggeriet.

Vil du vide mere?
Denne artikel er en del af en artikelserie om standarder, om hvordan de bruges, og om de fordele standarder, giver danske virksomheder.

ds.dk/hvad-er-en-standard kan du læse mere om standarder, og hvordan du kan drage nytte af dem.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078