23948sdkhjf

Erhvervspakken åbner nye huller i skattelovgivningen

Nye regler om fradrag på investeringer i små og mellemstore virksomheder giver mulighed for skattespekulation, vurderer skatteeksperter

Det skal være nemmere for små virksomheder at tiltrække kapital. Sådan har regeringen begrundet det nye investorfradrag, der vil gøre det muligt at trække halvdelen af investeringer på op til 800.000 kr. fra i skat.

Men investorfradraget åbner nye huller i skattelovgivningen, som vil gøre det muligt at udnytte fradraget, uden at investeringerne ender hos små virksomheder og iværksættere, vurderer to skatteeksperter. 

- Jeg tør godt garantere, at reglerne vil blive udnyttet på måder, der ligger ud over politikernes hensigt, siger medlem af Skatterådet Christen Amby til Information.

En vurdering, som deles af skatteekspert Michael Bjørn Hansen: Der er "klare misbrugsmuligheder" i det nye fradrag, siger han.

Investorfradraget er en del af den erhvervspakke, regeringen præsenterede i november med støtte fra DF og De Radikale. Konkret vil der være risiko for, at man kan oprette "tomme" eller "passive" selskaber, alene for at investere i dem og indkassere gevinsten ved fradraget, påpeger Christen Amby.

Fradraget skaber også mulighed for at etablere såkaldt "lukkede kredsløb", hvor bekendte investerer i hinandens selskaber. I begge tilfælde vil personer kunne høste fordelene ved fradraget, uden at pengene reelt bliver investeret i mindre virksomheder.

Det er skrevet ind i aftaleteksten, at der skal udarbejdes værnsregler for at begrænse "utilsigtede muligheder for skattetænkning".

Problemet er, at det er stort set umuligt at etablere værnsregler, der effektivt modvirker denne type huller i skattelovgivningen, siger Christen Amby.

- Det er forholdsvis let at lave konstruktioner, hvor man formelt investerer pengene, uden at de rent faktisk ender som kapital i reelle virksomheder.

Generelt er de offensive skatteplanlæggere to skridt foran skattemyndighederne, uddyber Michael Bjørn Hansen – "og de vil med al sandsynlighed komme til at spekulere i det nye fradrag".

En tredje skatteekspert – Erik Banner-Voigt, der er skatterådgiver og partner i advokatfirmaet Bruun & Hjejle – kan dog ikke "umiddelbart se, at investorfradraget skulle åbne et særligt stort skattehul".

Der vil ikke være de store problemer forbundet med at opstille effektive værnsregler, siger han og peger på undtagelser, hvor fradraget ikke gælder for selskaber, der ikke reelt kan betegnes som iværksætterselskaber, ligesom man kan opstille krav til ejerskabsperiode.

Skatteminister Karsten Lauritzen ønsker ikke at kommentere kritikken af investorfredraget, så længe de konkrete værnsregler endnu ikke ligger fast.

Originalartikel: https://www.information.dk/indland/2017/12/erhvervspakkens-skattelettelser-aabner-nye-huller-skattelovgivningen

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078