23948sdkhjf

Rige kinesere skal sikre Carlsberg væksteventyr

Trods blodbad: Koncernen hælder tæt på en halv milliard kroner i nyt fremstød
I Kina drikker de færre øl, Carlsberg har lukket stribevis af bryggerier, og topchefen kalder markedet et »blodbad«.

Alligevel vil Carlsberg øse omkring halvdelen af de ekstra midler på en milliard kroner, som bryggeriet i år har afsat til et markedsføringsfremstød, i sine asiatiske markeder og overvejende i Kina, skriver Finans.

Den danske bryggerikoncern har ifølge Finans luret, hvor man kan tappe fuldfede profitter i det pressede marked.

- Vi har brugt de seneste 18 måneder på virkelig at forstå, hvor vækstlommerne, vi vil jagte, er henne. En af de store, som dukkede op, er Asien og primært Kina, siger Jessica Spence, kommerciel direktør i Carlsberg, til Finans.

I stedet for kun at konkurrere med de store lokale bryggerier på pris og mængde, satser Carlsberg på i højere grad at sælge nogle af markedets dyreste dråber til de kinesere, der har råd til at betale.

- På et europæisk marked vil superpremium-øl koste 30-40 procent mere end mainstream-øl. I Kina er det omkring tre gange så dyrt, siger Jessica Spence.

Kina rummer uden tvivl et stort potentiale for Carlsbergs internationale brands så som Carlsberg, Tuborg og hvedeøllen 1664 Blanc, mener analytiker Rune Majlund Dahl fra den norske bank DNB.

Ærkerivaler også med

Fra 2014 til 2016 faldt det samlede ølmarked i Kina med ni procent på volumen, og priskonkurrencen på den billigste øl er så intens, at topchef Cees ’t Hart på den seneste kapitalmarkedsdag kaldte Kina for et »blodbad«.

Størstedelen af Carlsbergs ølsalg består fortsat af de billige lokale brands, men koncernens salg af dyrere øl stiger hastigt.

Ærkerivalerne Anheuser-Busch Inbev og Heineken har øjnet samme lukrative mulighed. Især førstnævnte er ved at sætte sig på vigtige storbyer i skarp konkurrence med Carlsberg. Det er ikke nødvendigvis noget problem med flere om buddet i første omgang, lyder det fra Rune Majlund Dahl. Men fokus risikerer på et tidspunkt at skifte til konkurrence på pris, påpeger han.

Det medgiver Carlsberg.

- Man bliver altid nødt til at bekymre sig om prispres, siger Jessica Spence til Finans.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078