23948sdkhjf

Fødevarestyrelsen: Danske spædbørn går fri af fransk salmonellaskandale

Hvis forældre har købt modermælkserstatning fra den franske producent Lactalis i udlandet, skal det smides ud.
Spædbørnsforældre i Danmark kan roligt bruge modermælkserstatning i pulverform, der er købt i danske supermarkeder.

Det oplyser Fødevarestyrelsen til DR Nyheder, efter at den franske mejerigigant Lactalis har trukket 12 millioner kasser modermælkserstatning tilbage fra adskillige lande på grund af mistanke om salmonella.

- Heldigvis er der ikke noget, der tyder på, at danske spædbørn er blevet syge af produktet, som heller ikke er blevet solgt i Danmark, oplyser beredskabschef i Fødevarestyrelsen Nikolas Kühn Hove i en e-mail til DR Nyheder.

- Hvis forældre har købt produktet i udlandet, skal de ikke bruge det mere, tilføjer han.

Hundredvis af familier har lagt sag an mod Lactalis, fordi de mener, at deres børn har fået salmonellaforgiftning af Lactalis' modermælkserstatning.

Indtil videre har de franske myndigheder bekræftet 35 sygdomstilfælde, der skyldes salmonella fra pulveret. I Spanien og Grækenland bliver lignende sager undersøgt, skriver Ritzau.

Men danske forældre kan ånde lettet op, for det inficerede parti er aldrig kommet til Danmark.

- Fødevarestyrelsen har allerede i december været i kontakt med den danske importør, og de har bekræftet, at de pågældende partier ikke importeres til Danmark, skriver Nikolas Kühn Hove til DR Nyheder.

Lactalis har 246 fabrikker i 47 lande og er verdens største mejeriselskab og osteproducent og omsætter for omkring 17 milliarder euro om året.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.344