23948sdkhjf

Mange flere kan nu sortere madaffald

Og om fem år skal alle være med
Nu kan danskere i 31 kommuner rundt omkring i landet sortere deres madaffald og sende det til genanvendelse. Det viser en ny kortlægning fra Miljøstyrelsen. Sidste år var tallet 22, og dermed er der tale om en stigning på 40 procent på bare halvandet år.

- Stor ros til kommunerne for at give borgerne mulighed for at genanvende deres madaffald. Der er ingen tvivl om, at vi skal skrue op for genanvendelsen i fremtiden. Derfor har regeringen fokus på at skabe en mere cirkulær økonomi, hvor vi udnytter værdierne i affaldet maksimalt til gavn for både miljø og økonomi. Det afspejler den nye kortlægning heldigvis, at kommunerne også er optaget af, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Ved at genanvende det organiske affald, for eksempel gennem bioforgasning, kan man både udnytte energien i affaldet og sende næringsstofferne tilbage til jorden i stedet for, at de går til spilde i et forbrændingsanlæg.

Snart bliver det et krav
Den nye opgørelse kommer kort efter, at der i EU er opnået enighed om seks nye affaldsdirektiver. De sætter højere mål for fremtidens genanvendelse og betyder, at det fra 2023 bliver et krav med separat indsamling af organisk affald fra husholdningerne, så det bliver muligt at genanvende det.

- De nye direktiver indeholder nogle ambitiøse, men realistiske mål og krav, herunder separat indsamling af organisk affald fra husholdninger. De kommuner, der allerede har indført sortering af organisk affald, har nu en fordel ved at være frontløbere, siger Esben Lunde Larsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125