23948sdkhjf

Danske fødevarer har lavest indhold af transfedtsyrer

Hovedparten af fødevarerne på det danske marked har et lavere indhold af transfedtsyrer end tidligere, og der er færre dansk producerede fødevarer med et højt indhold af transfedtsyrer sammenlignet med udenlandske fødevarer.
Det viser en ny undersøgelse fra Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet.

Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet har undersøgt 104 fødevarer på det danske marked for indhold af industrielt producerede transfedtsyrer. Resultaterne viser, at kun 7% af de testede fødevarer indeholder mere end 2 gram transfedtsyrer per 100 gram fedt. Heraf er kun ét produkt produceret i Danmark. 56 af de 104 prøver er af udenlandsk oprindelse.

Danske regler reducerer transfedtsyrer
I 2004 indførte Danmark som det første land i EU regler for fødevarers indhold af industrielt producerede transfedtsyrer. Indholdet af industrielt producerede transfedtsyrer i olier og fedtstoffer må højst være 2 gram per 100 gram fedt. Flere videnskabelige undersøgelser viser en sammenhæng mellem indtag af industrielt producerede transfedtsyrer og øget risiko for hjerte-kar-sygdomme.

Fødestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet har gennemført undersøgelsen af transfedtsyrer i fødevarer tre gange tidligere. I 2003 indeholdt 25% af de testede fødevarer mere end 2 gram transfedtsyrer per 100 gram fedt, mod 11% i 2005 og 9% i 2007. Der er derfor en klar tendens til, at færre produkter i Danmark har et højt indhold af transfedtsyrer.

Forekomst er under sundhedsmæssige grænser
I undersøgelsen har forskerne analyseret produkter, hvor der tidligere er fundet overskridelser af transfedtsyreindholdet, eller hvor der var mistanke om brug af fedtstoffer med højt indhold af transfedtsyrer. Indholdet af transfedtsyrer kommer fra margarine og delvis hærdede fedtstoffer, som bruges i for eksempel slik, kager, popcorn til mikrobølgeovn og fastfood.

Produkterne er analyseret for fedt og fedtsyrer. Indholdet af transfedtsyrer i de syv produkter, der overskrider det maksimalt tilladte indhold, ligger mellem 2,9 og 33 gram per 100 gram fedt. Det drejer sig om småkager, slik, margarine og croutoner.

Tidligere kunne indholdet af transfedtsyrer i disse produkter udgøre op til 60% af det samlede fedtindhold. DTU Fødevareinstituttet vurderer, at det nuværende niveau af transfedtsyrer i fødevarer i Danmark er under de sundhedsmæssige grænser.

Transfedtsyrer erstattes af andre typer fedt
Undersøgelsen viser, at producenterne primært bruger fedt uden nævneværdigt indhold af transfedtsyrer i fødevarerne. Generelt set viser undersøgelsen sammen med de tidligere undersøgelser, at industrielt producerede transfedtsyrer bliver erstattet af mættede fedtsyrer fra for eksempel kokosfedt og palmeolie i slik, kager og fastfood som tortilla og tærte, mens transfedtsyrerne i pommes frites og frosne kartoffelprodukter primært er skiftet ud med de noget sundere umættede fedtsyrer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095