23948sdkhjf

Foodexpo med ekstra fokus på opfindsomme producenter

Nyheder og nicheprodukter får deres egne områder
Fødevaremessen Foodexpo i Herning er i vækst og udvider med to haller på årets messe i dagene 18.-20. marts.

Blandt fokusområderne er Gastronomitorvet og Food Market. Her præsenterer lokale fødevareproducenter deres nyheder for de professionelle indkøbere, der kommer fra hele landets detailhandel samt hotel- og restaurationsbranchen.

- I Hal K, hvor Gastronomitorvet og Food Market er placeret, kan indkøberne opleve ægte torvestemning, når flere lokale fødevareproducenter byder indenfor til ekstraordinære smagsoplevelser, hvor høj kvalitet og lækre, nicheorienterede råvarer er i fokus, siger projektleder Carina Høgsted Kirkegaard fra Foodexpo.

Blandt de lokale udstillere er virksomheden Veterhavsmost.

- Udover at præsentere messens besøgende for vores high-end æblemost, så introducerer vi en verdensnyhed i form af æblegranulat, hvor vi udnytter pulpen, der bliver tilovers, når vi presser saften ud af æblerne.

- Med denne æblegranulat, som for eksempel kan benyttes i bagerier, rammer vi spot on tidens trend: Der er nul madspild, pulpen har et højt fiberindhold på 35 procent, det indeholder 42 procent naturligt sukker, det er glutenfrit, der er ingen E-numre, der indgår proteiner i produktet, og det har et højt indhold af pektin, hvilket betyder, at det kan bruges til at jævne fødevarer med, siger Søren Laubjerg, indehaver af Vesterhavsmost.

Store forventninger
Også mere anderledes råvarer bliver repræsenteret i Herning - eksempelvis af den danske start-up-virksomhed Enorm, der blandt andet sælger snackprodukter og toppings med insekter. Her har man store forventninger til deltagelsen på Foodexpo.

- Vi vil gerne gøre en forskel, og insekter kan virkelig rykke noget i forhold til en mere miljøvenlig fødevareproduktion. Første skridt på vejen er at få så mange som muligt til at anerkende insekter som fødevarer, og derfor håber vi også at få insekter på menuer og buffeter, så flere får smagt på de sprøde, proteinrige larver. Selv om en orm er lille, kan vi sammen gøre en enorm forskel. Det budskab vil vi bruge Foodexpo til at udbrede, siger Jane L. Sam fra Enorm Food i en pressemeddelelse fra Foodexpo.

Dorte Storper, der er direktør i Videncenter for Fødevareudvikling, vurderer, at Foodexpos initiativ med Gastronomitorvet og Food Market vil få synlig og positiv effekt for udbredelsen af nye, spændende, danske special-fødevarer.

- Der er et enormt potentiale hos de mange små og mellemstore fødevareproducenter. Dette projekt vil hjælpe med at synliggøre et stort antal spændende kvalitetsprodukter fra regionen og hele Danmark. Foodexpo kommer til at virke som et inspirerende udstillingsvindue for råvarer og fødevarer fra de forskellige egne, og det vil medvirke til, at køkkenerne rundt om i landet i stigende grad får øjnene op for mulighederne, siger Dorte Storper.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11