Fødevarestyrelsen har gennemført nye undersøgelser, der viser at Dalby Mølles økologiske havregryn med pakkedato 01.12.2010 og mindst holdbare til 29.11.2011 også indeholder svampetoxinet deoxynivalenol.
Virksomheden har allerede tilbagekaldt varerne fra butikkerne og er ophørt med at modtage råvarer fra den mellemhandler, der har leveret det svenske korn til havregrynene.
- Har du økologiske havregryn fra Dalby Mølle A/S stående hjemme på hylden, så smid dem ud, lyder rådet fra Fødevarestyrelsen, der tog initiativ til de ekstra undersøgelser allerede i sidste uge, da det kom frem, at der var sendt havregryn med toxinet på markedet.
Sjælden forekomstDet er sjældent at svampetoxinet forekommer i havregryn. Forekomsten i flere prøver inden for den seneste tid skyldes formenligt et sammenfald af uheldige omstændigheder under kornets vækst. Bl.a. kan lav temperatur og høj luftfugtighed omkring kornets blomstringsperiode favorisere væksten af de toxin-producerende Fusariumsvampe.
Fødevarestyrelsen har udtaget yderligere prøver hos Dalby Mølle A/S af havregryn produceret af den svenske havre og sendt dem til analyse.
Advarslen vedrørende havregryn fra Dalby Mølle A/S omfatter økologiske havregryn af mærkerne:
- Dalby Mølle, økologiske havregryn
- Best, økologiske havregryn, finvalsede
- First price, økologiske havregryn, finvalsede
- Gammelby Mølle, økologiske havregryn, grovvalsede
- Morgengry, økologiske havregryn, finvalsede