23948sdkhjf

Årets danske ølnyheder er fundet

Over 1.000 stemte i finalen
Fur Bryghus' Påskefrokost, Ugly Ducks IPA Kinky Cowboy og Hornbeers Trumputkim er årets ølnyheder anno 2017.

De er netop kåret af Danske Ølentusiaster, som dermed har foretrukket en ale, en IPA og en Russian Imperial Stout i de tre kategorier, der er inddelt efter alkoholprocent.

- Det er forfriskende at se, at det er tre forskellige stilarter indenfor ølverdenen, der vinder. Det danske ølmarked er meget mangfoldigt, og de danske ølkunder har adgang til stort set alle øl-stile - både danske og udenlandske. De her tre er valgt som de bedste nye, danske øl fra 2017, siger Hans Peter Jepsen, der er landsformand i Danske Ølentusiaster.

De tre bryggeriers sejre skal ses i lyset af, at der i Danmark udkom over 1.600 nye øl i 2017. En stor del af de nye, danske øl er dog kun brygget i meget små mængder.

En øl skal opfylde en række krav for at deltage i Årets Danske Ølnyhed. Opskriften på øllet skal være ny eller væsentligt modificeret, ligesom etiketten og navn skal være ny, øllet skal have været til salg på det danske marked i løbet af året, og det skal være brygget i batch på minimum 100 liter.

Danske Ølentusiaster har i år ændret kåringen af Årets Danske Ølnyhed, så smagspaneler med medlemmer og øldommere, ølsommelierer og ølbloggere har blindsmagt de mange kandidater, inden det endelige finalistfelt af ni øl i tre kategorier blev udvalgt. Derefter har rekordmange, 1.000 af foreningens medlemmer, deltaget i finalistsmagninger og stemt på deres favoritter.


Her er de tre vinderøl


Under fire procent
Fur Påskefrokost, Fur Bryghus (Pale Ale - 2,7%)
Danske Ølentusiaster siger: En rolig og klar øl med en ravgylden farve. Småboblende med tæt cremefarvet skum, der giver fine blonder på glasset, og med humlenuancer og noter af citrus. Fur Påskefrokost er velegnet til det danske frokostbord og udmærker sig med sin lave alkoholprocent på 2,7%.

Fur Bryghus fik også prisen Årets Danske Ølnyhed 2016. Det var for øllet Fur Julefrokost - også i samme lette kategori.

Mellem fire og syv procent
Kinky Cowboy IPA, Ugly Duck Brewing Co. (IPA - 6,5%)
Danske Ølentusiaster siger: Kinky Cowboy er en fusion af amerikansk West Coast IPA og New England IPA. Lys og kantet som en West Coast IPA og masser af frugtig bitterhed og uklar/hazy som en New England IPA. Den er humlet med Amarillo og El Dorado.

Ugly Duck Brewing Co. har nu vundet prisen Årets Danske Ølnyhed i alt fem gange. I 2012 modtog bryggeret prisen for IPA'en Simcoe & Chinook og porteren Imperial Vanilla Coffee Porter, mens IPA'en Amarillo & Citra fik prisen 2013.

Over syv procent
Trumputkim, Hornbeer (Russian Imperial Stout - 10,0%)
Danske Ølentusiaster siger: Øltypen "Russian Imperial Stout" blev oprindeligt brygget til Kejserinde Catherine den Store i Rusland tilbage i 1700-tallet. Kodeord er ristede og brændte noter fra malt, rom og kaffe. IBU (bitterhed): 75, EBC (farve): 75.

Det er anden gang, Hornbeer sikrer sig prisen som Årets Danske Ølnyhed. I 2008 modtog bryggeriet prisen for øllen Caribbean Rumstout.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125