Gorm's på vej til otte nye byer
Pizzakæden har fået 30 millioner og sætter navne på sine planer
Det skriver Finans.
Gorm's satser på at åbne i Vejle, Herning, Viborg, Aalborg, Hellerup, Lyngby, Roskilde og Køge, hvis/når kæden kan finde den rigtige lokation i hver af byerne.
- Tidligere havde vi ikke likviditet til at gå efter de attraktive lejemål. Derfor var der også en grænse for, hvor hurtigt vi kunne vokse. Men med vores nye ejer kan vi nu sætte ekstra fart på forretningen og kun gå efter de allerbedste lokationer til vores restauranter, siger direktør Anders Kjørup til Finans.
Kæden har p.t.syv restauranter i København, én i Aarhus og én i Odense. Der er planlagt en åbning i Kolding og en i Københavns Lufthavns terminal 2. I forvejen har kæden en restaurant i lufthavnens terminal 3.
Orkla offentliggjorde i marts, at nordmændene med virkning fra 3. april overtog 67 procent af aktierne i Gorm's.
Den danske pizzakæde mere end fordoblede i det seneste regnskabsår overskuddet, idet indtjeningen steg fra 1,2 millioner kroner til 2,6 millioner.