23948sdkhjf

Statsadvokaten anker frifindelse i slikfusker-sag

Landsretten skal afgøre en sag, hvor to direktører står anklaget for at have snydt statskassen for 22 mio. kr. i afgifter for slik og chokolade. De to direktører blev frifundet i byretten.

Statsadvokaten i København har anket en dom fra Retten i Hillerød, hvor to tiltalte direktører blev frifundet i en sag om unddragelse af afgifter for 22 mio. kr. til statskassen.

Det oplyser Statsadvokaten i København til Fagbladet 3F. Statsadvokaten oplyser også, at anklagemyndigheden vil kræve samme straf som i sagen ved byretten.

Anklageren havde i byretten krævet en straf til den hovedtiltalte, David Yüksel, på tre års ubetinget fængsel. Samt at den store, danske slikgrossist skulle betale erstatning og en bøde på i alt knap 33 mio. kr.

I forhold til den anden tiltalte, tyskeren Roland Baumert, havde anklageren krævet en straf på halvandet års betinget fængsel. Samt at han skulle betale erstatning og en bøde på i alt 7,7 mio. kr.

26. marts 2018 frifandt Retten i Hillerød de to tiltalte. Både David Yüksel og Roland Baumert har været direktører for slikfirmaet House of Candy ApS, der i marts i år blev opløst efter konkurs.

Sagen handlede om køb og salg af chokoladevarer fra Mars Danmark.

Ifølge domsmandsretten ved Retten i Hillerød kom der under sagen ingen sikre beviser frem for, at de chokoladevarer, der blev leveret i Tyskland og Sverige, rent faktisk krydsede den danske grænse.

- Anklagemyndigheden har således ikke løftet den påhvilende bevisbyrde, skriver hoveddommer Kristian Lind Jensen i dommen fra byretten.

Både den 37-årige slikgrossist David Yüksel og den 48-årige tysker Roland Baumert havde nægtet sig skyldige i anklagen, som handlede om unddragelse af afgifter på slik og chokoladevarer i perioden 1. februar 2012 til 31. maj 2013.

Begge de tiltaltes forsvarere oplyste til Fagbladet 3F efter domsafsigelsen, at de var enige med domsmandsretten i, at beviserne mod deres klienter i sagen manglende.

David Yüksels advokat, Eigil Strand, bebudede samtidig, at han ville kræve yderligere efterforskning fra politiet i sagen, hvis anklagemyndigheden besluttede at anke dommen til landsretten.

Originalartikel: https://fagbladet3f.dk/artikel/statsadvokaten-anker-frifindelse-i-slikfusker-sag

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078