23948sdkhjf

15 fødevarehotspots udpeget langs vestkysten

Fokus på lokale traditioner og unikke madoplevelser
Danmarks vestkyst er fyldt med gode fødevareoplevelser og har en lang tradition for produktion af fødevarer. Mange produkter og oplevelser er helt unikke og drives af ildsjæle, der brænder for formidlingen af den lokale fødevarekultur. Desværre får de ikke altid den opmærksomhed, som de fortjener.

Det mener man hos Partnerskab for Vestkystturisme, der nu har udpeget 15 fødevarehotspots langs Vestkysten. Her skal der i samarbejde med lokale partnere sættes ind med en skræddersyet indsats.

- Vi har defineret et hotspot som et område med en bestemt fødevarekultur, som vi vurderer har et stort turismemæssigt potentiale, forklarer Claudia Rota Andersen, sekretariatschef for Partnerskab for Vestkystturisme.

- I projektet vil vi samle de lokale traditioner og unikke madoplevelser i hvert hotspot i en fælles fødevarefortælling for hele Vestkysten. Det kan for eksempel være historierne bag tørrede dabs fra Hvide Sande, Vesterhavsost fra Bovbjerg Klint eller østers fra Vadehavet. Vi vil finde de gode historier, som vi mener er interessante for et globalt publikum, og som kan være med til at sætte Vestkysten på verdenskortet for smagsoplevelser i høj klasse. Og her tager vi blandt andet udgangspunkt i de 15 hotspots, tilføjer hun.

Bedre madoplevelser
Som en del af projektet skal de 15 udvalgte steder gennemføre et udviklingsforløb for at få større indsigt i, hvilke fødevarehistorier de hver især rummer. Derudover kan der blive mulighed for individuelle forløb for at forbedre kvaliteten af madoplevelsen for turisterne. Projektet gennemføres i tæt samarbejde med lokale og regionale fødevarenetværk.

Udover de initiativer, der igangsættes lokalt med lokale kræfter, skal et konkret resultat af projektet være, at der produceres fælles, professionelt markedsføringsmateriale i form af tekst, billeder og film, som skal være frit tilgængeligt for enhver, der ønsker at bruge det til markedsføring af fødevareoplevelser langs Vestkysten. Derudover gennemfører projektet en indsats for at bearbejde den globale presse.

De 15 hotspots er: Skagen, Løkken, Hirtshals, Jammerbugten, Hanstholm, Thyborøn, Bovbjerg Klint, Thorsminde, Hvide Sande, Skjern Enge, Varde Å Dal, Henne/Blåvand, Fanø/Esbjerg, Ribe/Mandø og Tøndermarsken/Højer.

Projektet, der finansieres af Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark og Dansk Kyst- og Naturturisme, har et samlet budget på 1,6 millioner kroner.
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095