23948sdkhjf

Schoeller Plast og Helarco forener kræfterne

To af plastindustriens førende virksomheder samler kompetencerne under ét tag. Aktiviteterne fortsætter under Schoeller Plasts navn.
Schoeller Plast i Regstrup og Helarco i Lynge er pr. 31. januar 2011 lagt sammen. Dermed er kompetencerne fra to af Danmarks førende virksomheder inden for sprøjtestøbte plastemner blevet samlet.

Schoeller Plast er Danmarks største producent af transportkasser, flaskekasser og tekniske plastprodukter, og Helarco er førende inden for sprøjtestøbning af små og mellemstore plastemner.

De to virksomheder, der bl.a. betjener kunderne inden for føde- og drikkevareindustrien har mange fællestræk, men kun få overlap, og forventer derfor at opnå store synergier efter sammenlægningen.

Flere kompetencer og øget kapacitet
- Med sammenlægningen tilføres vi yderligere spidskompetencer og produktionskapacitet inden for forretningsområdet sprøjtestøbte plastemner. Kapaciteten udvides til at omfatte både små, mellemstore og store maskiner. Tilsammen råder vi nu over 30 sprøjtestøbemaskiner fra 25-1.250 tons lukketryk. Det svarer cirka til en fordobling af maskinparken, og vores produktionskapacitet øges betydeligt, siger direktør i Schoeller Plast, Nicholas Schoeller og fortsætter:

- Det betyder, at vi både kan producere mere til kunderne og samtidig kan tilbyde en bredere produktpalette med helt nye produkttyper og størrelser, som vi ikke tidligere har kunnet producere. Lidt populært sagt – fra nips til de helt tunge emner. Det gør os til en stærkere samarbejdspartner for vores kunder.

Nye designs og konstruktionsmuligheder
Sammenlægningen giver også nye design- og konstruktionsmuligheder.

- Schoeller Plast har altid været stærke inden for design og konstruktion. Med deres knowhow får vi nye og bedre konstruktionsmuligheder. Blandet andet får vi tilført ekpertise inden for 3-D præsentationer, computertests og modeller,som vi kan tilbyde kunderne, inden de omkostningstunge formkonstruktioner og prøvekørsler sættes i gang. Samtidig kan vi håndtere flere trykteknologier end tidligere, fx ”in mould labelling”, silketryk og tampontryk mv., fortæller Jesper S. Larsen, adm. direktør i Helarco.

Styrket forretning og markedsposition
Helarco flytter i perioden frem til 1. maj ind på Schoeller Plasts adresse i Regstrup. Sammen fortsætter de aktiviteterne under Schoeller Plasts navn og under daglig ledelse af Nicholas Schoeller. Jesper S. Larsen, der indtil nu har stået i spidsen for Helarco, fortsætter som salgschef og vil stå for salg af bl.a. Helarco produkter.

- Både i Schoeller Plast og Helarco er vi utroligt tilfredse med, at vi med sammenlægningen har fået styrket vores forretning og konsolideret vores position på markedet yderligere. Og vi ser frem til at kunne servicere kunderne med endnu flere kvalitetsprodukter og ydelser i fremtiden, slutter Nicholas Schoeller.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094