Selv om Jensens Bøfhus kæmper med blodrøde regnskabstal - senest et underskud på 163 millioner kroner i 2017 - er der også lyspunkter hos koncernen.
Ikke mindst hvad angår datterselskabet Jensens Food, der står for spareribs-produktion og kødopskæring.
- Jensens Food i Struer, der leverer råvarer til restauranterne og sælger fødevarer gennem detailhandlen, er allerede blevet rettet op. Den udgør cirka 25 procent af vores omsætning og har lidt i flere år. Men allerede i første halvdel af 2018 er det lykkedes at få den til at give overskud og positive pengestrømme, siger bestyrelsesformand Torben Frigaard Rasmussen ifølge Dagbladet Holstebro-Struer.
Jensens Food producerede indtil foråret 2016 også Jensens kendte saucer, men varemærket Jensens Køkken og opskriften blev solgt til Stryhns, som flyttede den produktion til Gråsten.