23948sdkhjf

"Danmarks største køkkenfest" vender tilbage

Roskilde Festival vil igen give unge lyst til at lave mad
For syvende gang åbner FoodJam-teltet op for det, som arrangørerne kalder for "Danmarks største køkkenfest", når årets udgave af Roskilde Festival bliver fyret af i næste uge.

Hos FoodJam vælger man - i modsætning til hos andre madboder på festivalen- selv råvarer og går derefter i køkkenet. Uden opskrifter, men med hjælp fra en ung, kulinarisk vejleder og egne smagsløg.

Målet er at give de næste generationer lyst til at lave mad fra bunden, forklarer Judith Kyst, der er direktør i Madkulturen, som sammen med Coop, Änglamark og Roskilde Festival står bag FoodJam.

- Hvis du ikke kan lave mad selv, så udliciterer du populært sagt din sundhed til andre. Derfor handler FoodJam om én ting: At give de unge lyst til at gå i køkkenet og lave mad fra bunden, siger Judith Kyst.

Traditionen tro vil den økologiske råvarebuffet bugne af frugt, grønt, krydderurter og hele fisk. I år vil der desuden være masser af skaldyr og friske blæksprutter på buffeten i de såkaldte "masterclasses" hver eftermiddag, hvor man går i dybden med mere ukendte råvarer.

Mandag vil kokken Claus Holm lede en såkaldt "tilsmagningsbattle". Her dyster tre hold i kategorierne "FoodJams bedste clubsandwich med krabbe", "FoodJams bedste blåmuslinger - havets skattekiste" og "FoodJams bedste blæksprutte - snacksticks, ringe, fyldt blæksprutte".

FoodJam bruger udelukkende økologiske og så vidt muligt lokale råvarer leveret af Coop. I alt har mere end 16.000 unge været med til køkkenfesten siden begyndelsen, oplyser arrangørerne.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121