Avis: Bøfkæden Mash stiler mod at blive solgt
Direktør siger dog, at der ikke er en decideret proces i gang
Konsulentfirmaet Deloitte er således ifølge avisen hyret til at afsøge markedet på vegne af direktør og hovedejer Jesper Boelskifte. Deloitte skal angiveligt se nærmere på, om der kan findes mulige nye ejere eller partnere.
Ifølge Børsens oplysninger er det planen, at Mash skal præsenteres for potentielt nye ejere som et selskab med en plan om at åbne et større antal nye restauranter.
Jesper Boelskifte afviser dog, at der er sat en decideret proces i gang. Han oplyser, at der på nuværende tidspunkt ikke bliver ledt aktivt efter en partner.
- De seneste mange år har vi haft råd til at ekspandere selv, og det har vi stadigvæk på nuværende tidspunkt, siger han til Børsen.
Mash blev grundlagt i 2009 og har i dag otte restauranter i Danmark, en i London og to i Tyskland. Restauranterne er samlet i selskabet Copenhagen Concepts, som i 2017 havde et underskud på 3,4 millioner kroner efter flere år med overskud.