23948sdkhjf

Amanda satser på storstilet vækst

Den nordjyske fiskevirksomhed vil op og sidde på 40 procent af markedet
Nye produkter, øget efterspørgsel hos forbrugerne og opkøb skal være med til at skabe markant fremgang for Amanda Seafoods, der producerer og sælger konserves og er særligt kendt for sin torskerogn.

Lige nu har Amanda en markedsandel på knap fem procent, men målet er, at den skal op på 40 procent, skriver Nordjyske Medier.

I januar sidste år blev den nordjyske virksomhed en del af den norske koncern Insula, der ejer en lang række andre selskaber inden for fiske- og skaldyrindustrien, og siden har koncernen sat gang i en ”ambitiøs vækststrategi” for Amanda Seafoods.

Insula har en ambition om at være leverandør af 40 procent af de fiske- og skaldyrsprodukter, som sælges i Norden, og de samme ambitioner gælder nu også for Amanda Seafoods.

Direktør Jesper Kold Sørensen forventer, at det vil tage 5-10 år at nå op på de 40 procent af leverancerne på det danske marked.

Vejen dertil går via en tostrenget strategi: Dels vil Amanda undersøge, hvilke nye typer af produkter, Amanda Seafoods kan få succes med på det danske marked, og dermed få danskerne til at spise mere fisk. Og dels handler det om investeringer og opkøb. Her kan den nordjyske virksomhed med hovedkvarter i Frederikshavn mærke, at den med Insula-koncernen i ryggen har større muskler end tidligere, skriver Nordjyske.

- Vi laver fornuftige og ikke forcerede opkøb. Vi har endnu ikke fundet det rigtige match. Det er dyrt at være utålmodig i sådan en proces, og vi vil ikke gøre noget overilet for at leve op til en ambitiøs målsætning, siger Jesper Kold Sørensen ifølge avisen.

Amanda Seafoods har p.t. cirka 50 ansatte på fabrikken i Frederikshavn.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078