Arla og DMK, som opstår ved den kommende fusion mellem NORDMILCH og Humana, går sammen om et joint venture. Under navnet ArNoCo GmbH & Co. KG skal det fælles selskab producere valleproteiner til kunder i den globale fødevareindustri. Begge parter får 50 % ejerskab i ArNoCo.
Tilsammen investere DMK og Arla 44 mio. euro (330 mio. kr.), som dels går til at bygge et valle-produktionsanlæg ved DMK’s ostemejeri i Nordhackstedt og dels til at udvide Arlas produktionsanlæg Danmark Protein i Nr. Vium.
- Vi har udpeget valle-forretningen som en vigtig del af Arla Foods’ strategi 2015, og vi er godt på vej mod målet om en fordobling af omsætningen fra vores valle- og ingrediens aktiviteter. Dette nye joint venture er et afgørende skridt på vej mod at nå det mål, siger adm. direktør i Arla, Peder Tuborgh.
ArNoCo vil i starten købe ca. 700.000 tons valle om året af DMK, som skal bruges til at producere valleprotein-koncentrat og laktose på det nye anlæg i Nordhackstedt. Valleprotein-koncentratet skal tørres på Arlas anlæg i Nr. Vium. DMK leverer den fornødne produktions-ekspertise på vegne af ArNoCo, mens Arla Foods Ingredients skal stå for markedsføring, salg og distribution af produkter til den globale fødevareindustri.
Opførelsen af det nye anlæg i Nordhackstedt forventes at starte i oktober 2011. Anlægget ventes at være klar til produktion ved udgangen af 2012 og skaber ca. 24 jobs.
Joint venture samarbejdet forudsætter godkendelse fra konkurrencemyndighederne.