23948sdkhjf

Danske slagtermestre stævner EU-Kommissionen

Brancheorganisationen Danske Slagtermestre har netop stævnet den danske konkurrencekommissær i EU, Margrethe Vestager, for inhabilitet i sag om spildevandsafgift, som tilgodeser store danske slagterier på bekostning af de mindre.
Danske Slagtermestre, der blandt andet organiserer små og mellemstore slagterier, har i forgårs – onsdag den 15. august – stævnet EU-Kommissionen og den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager (R) for EU-domstolen, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Konkurrenceforvridende
Baggrunden er EU-Kommissionens afgørelse – og i særdeleshed Margrethe Vestagers rolle – i sagen om spildevandsafgiften. En sag, der tog sin begyndelse i 2013, hvor den daværende SR-regering, som Margrethe Vestager var en central del af, fremlagde en vækstplan for erhvervslivet, der bl.a. indeholdt en markant lettelse på spildevandsafgiften for større virksomheder. Store slagterier, som har et årligt vandforbrug på over 20.000 m3, fik fremover en rabat på 60 procent.

Danske Slagtermestre mener, at der er tale om konkurrenceforvridning, der går ud over en række små og mellemstore fødevarevirksomheder, og organisationen klagede til EU-Kommissionen, som har afvist at forfølge sagen yderligere. En afgørelse, som er underskrevet af Margrethe Vestager.

- Jeg må sige, at jeg finder det højst besynderligt, at Margrethe Vestager står som underskriver af en afgørelse i en sag om en lovgivning, som hun selv i sin tid som minister var en stærk drivkraft bag, siger Leif Wilson Laustsen, formand for Danske Slagtermestre.

Kræver at blive hørt
En anden væsentlig årsag til stævningen er, at EU-Kommissionen ifølge Danske Slagtermestre har valgt at træffe en afgørelse udelukkende på baggrund af dialoger med den danske stat og Kammeradvokaten, hvorimod Danske Slagtermestre ikke er blevet hørt eller har haft mulighed for at kommentere de præmisser, som afgørelsen lægger til grund.

- Afgørelsen viser med al tydelighed, at der er sket en krænkelse af det helt grundlæggende princip, som gør sig gældende i god forvaltning, nemlig retten til at blive hørt. Den bygger på noget helt andet end det, som har været drøftet under det ellers lange sagsforløb, siger Torsten Buhl, adm. direktør, Danske Slagtermestre.

Konsekvenserne af den såkaldte trappemodel i spildevandsafgiften er meget mærkbar. Store slagterier opnår i dag en afgiftsreduktion, der giver dem en rabat på 55 procent pr. slagtet gris, de mellemstore slagterier får en rabat på 10 procent, mens de små ligger på 3 procent.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098