23948sdkhjf

110 meter høj skorsten kan reducere lugten af døde dyr

Naboer til Daka ved Assentoft har i længere tid klaget over kraftige lugtgener fra virkomheden. Nu er Miljøministeriet kommet med en mulig løsning: En ny skorsten på 110 meter

I løbet af i år har virksomheden Daka ved Assentoft fået et hav af klager. Naboerne har nemlig været stærkt utilfredse med stanken, der er fulgt med i sommervarmen.

Folketingspolitiker Michael Aastrup Jensen fra Venstre bor selv i Assentoft.

- Jeg kan mærke, at det er et stort problem. Og der er mange borgere i lokalområdet, der siger, det her er værre end nogensinde, siger Michael Aastrup Jensen til TV2 Østjylland.

Han har undersøgt, hvad der kan gøres for at komme lugtgenerne til livs, og nu er Miljøstyrelsen kommet med en løsning.

- Miljøstyrelsen foreslår, at man kan få en mærkbar effekt ved at få en højere skorsten, siger Michael Aastrup Jensen (V).

En højere skorsten vil fjerne op til 10 procent af lugten, vurderer Miljøstyrelsen.

Miljøstyrelsen oplyser med forbehold, at en ny 110 meter høj skorsten med nyt fundament vil koste i omegnen af 10 millioner kroner. Spørgsmålet er, hvem der skal betale for en eventuel ny skorsten.

- Det mener jeg, at koncernen skal gøre. Daka er en del af en meget stor verdensomspændende koncern, og for dem er det forholdsvis småpenge, at de går ind og siger, vi vil gerne være gode naboer, og nu kan vi gøre noget, der hjælper, siger Michael Aastrup Jensen (V).

Den nuværende skorsten på 90 meter kostede i 2002 5,5 millioner kr.

- Nu har jeg stillet et konkret forslag frem på bordet, som jeg håber, Daka tager imod. Så vi i fællesskab kommunen, staten, og Daka kan finde en varig løsning, så vi får lugtproblemet til livs, siger Michael Aastrup Jensen (V), .

Per Dunkelskov Thomsen er HR-direktør hos Daka. Og virksomheden er godt klar over problemerne med lugten.

- Vi må erkende, at på grund af den her ekstraordinære sommer i år, at nogle naboer har følt sig generet, og det tager vi alvorligt.

Daka har hele tiden fokus på lugthåndtering i deres opgave for landbruget og fødevareindustrien med at forarbejde døde dyr.

- Vi bruger millionbeløb på lugthåndtering, så bruger vi pengene, der hvor det har den største effekt. Lige nu er vi i gang med at installere et ekstra ozon-anlæg, som skal rense luften, inden det kommer ud af skorsten, siger Per Dunkelskov Thomsen.

Han mener ikke, at en højere skorsten vil fjerne problemet.

- I praksis er der ingen garanti for, at en eventuel højere skorsten vil ændre noget mærkbart for vores omgivelser. Alene en højere skorsten er mere en symptombehandling, den reducere ikke, den flytter det måske bare fra en nabo til en anden, fortæller Per Dunkelskov Thomsen.

Han fortæller, at Daka hele tiden arbejder med lugtforbedrende løsninger, også selvom de overholder gældende lovkrav.

Nogle af de lokale borgere foran brugsen i Assentoft tror heller ikke, at en højere skorsten er løsningen.

- Mindre lugt vil være godt, men jeg tvivler på en skorsten være løsningen, siger Jan Holmstrøm fra Assentoft.

- Jeg tror ikke på det. Jeg tror, der skal noget andet til, hvis vi skal af med lugten. Det kan jo lugte et sted i byen og så ikke et andet sted, siger Jane Sørensen.

En anden indbygger bakker hende op.

- Jeg tror bare, man sender det længere op, og så er det det. Jeg tror ikke helt på det, nej, siger Claus Hansen.

Men indbyggerne i byerne omkring Daka håber, at der vil blive gjort noget for at mindske lugten.

- Jeg håber, det vil fjerne noget af lugten. Vi har haft en del her i sommeren, siger Jane Sørensen.

- Om det gør en forskel, det håber jeg. Det er kun godt for os alle sammen. Det gør ikke noget at prøve, siger Linda Nielsen fra Uggelhuse.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063