23948sdkhjf

Ny teknologi skaber bedre fødevaresikkerhed

Krav om sporbarhed baner vej for ny teknologi i danske fødevarevirksomheder
68 procent af virksomhederne i den danske fødevarebranche forventer, at kravene til sporbarhed vil være stigende eller stærkt stigende i de kommende år.

Det viser en ny undersøgelse fra Teknologisk Institut. De øgede krav gør, at hver tredje fødevarevirksomhed ifølge instituttet forventer at indføre flere målesystemer i fremtiden for at imødekomme de forventede krav.

- Sporbarhed betyder noget for kundernes tillid. Det kan for eksempel være svært at se på en fødevare, om den er økologisk. Men sporbarhedssystemerne garanterer kunderne, at de får, hvad de betaler for. Sporbarhed er også vigtigt, fordi virksomhederne så hurtigt som muligt skal kunne spore fødevarer, der har givet eller kan give forgiftning. Det sker heldigvis sjældent, men når det sker, er det vigtigt at kunne sætte ind med det samme, siger direktør Lars Leopold Hinrichsen, Teknologisk Institut.

Identificerer produktionsfejl
Virksomhederne skal både have styr på, hvem de leverer fødevarer til, og hvem de får leveret de enkelte fødevareingredienser fra. Dels for at kunne tilbagekalde fødevarer, men også sådan, at man præcist kan identificere, hvor eventuelle produktionsfejl er opstået.

En metode til at øge sporbarheden er sensorer som eksempelvis målesystemer, der hurtigt kan kontrollere og højne hygiejneniveauet. Andre metoder er sensorer som temperaturloggere, aflæsning til RFID-chips til varesporing, scannere og stregkoder.

I undersøgelsen er det især store virksomheder med 50 eller flere ansatte, som bruger sensorer i produktionen. Her svarer 37 procent at de ”I høj grad” eller ”I nogen grad” benytter sensorer i produktionen.

Billigere
- Vi forventer, det vil ændre sig i takt med, at teknologierne bliver mere tilgængelige og billigere. De store er godt med i dag, mens de mindre kan – på grund af teknologiudviklingen – også komme med i fremtiden, siger Lars Leopold Hinrichsen.

Eksportvirksomhederne forventer i højere grad, at kravene til sporbarhed stiger. 75 procent af eksportvirksomhederne forventer stigende krav i de kommende år. Det hænger blandt andet sammen med at eksport af fødevarer over grænser kan være mere komplekst end et indenlandsk salg, hedder det i rapporten.

Teknologisk Institut har i perioden 14. februar til 1. marts med hjælp fra Jysk Analyse interviewet 170 ledere i danske fødevarevirksomheder.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078