23948sdkhjf

Ny topchef på plads i Tulip Ltd

Han skal få styr på Danish Crowns britiske forretning
Danish Crown har ansat Andrew Cracknell som CEO for Tulip Ltd. Han begynder i jobbet allerede i denne uge, og målsætningen er klart defineret: Han skal genskabe indtjeningen i Danish Crowns britiske forretning.

Det oplyser Danish Crown i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at 50-årige Andrew Cracknell er udpeget til at lede den helt nødvendige genopretning af Tulip Ltd.

- Vi er midt i en stor genopretningsopgave i England og vi har haft fokus på at finde en leder med både indgående kendskab til produktion og kommerciel tyngde. Jeg er derfor glad for at kunne byde velkommen til Andrew, der sammen med det øvrige lederteam skal genskabe det momentum, Tulip Ltd havde indtil for få år siden, siger Jais Valeur, der er CEO i Danish Crown.

Andrew Cracknell er født ind i fødevarebranchen. Hans far var direktør i Anglo Beef Processors (ABP Food Group), hvor Andrew Cracknell med en bachelor i bagagen selv startede sin karriere for over 25 år siden. Han nåede blandt andet at være fabrikschef, inden han i 2009 blev kommerciel direktør og medlem af koncernledelsen. I 2014 blev han hentet til Noble Foods som CEO, og i 2016 skiftede han til en stilling som koncerndirektør i 2 Sisters Food Groups red meat division.

- Jeg ser frem til at stå i spidsen for Tulip Ltd og blive en del af Danish Crown-familien på et så vigtigt tidspunkt for selskabet. Selv om der lige nu er en enorm usikkerhed om både i Storbritannien og globalt, mener jeg, at Tulip Ltd har et godt udgangspunkt for at skabe fornyet vækst. Vi har en stærk værdikæde fra landmændene over slagterierne til vores forædlingsfabrikker, så vi kan levere højkvalitetsprodukter, der møder kundernes krav til både fødevaresikkerhed og bæredygtighed. Der ligger en stor opgave foran os, men den er jeg sikker på, at vi kan løse gennem et tæt samarbejde med vores leverandører og kunder, siger Andrew Cracknell.

Den nye CEO får tilført erfarne kræfter fra Danish Crown. Kurt T. Pedersen, der siden 2015 har været Vice President Supply Chain for Danish Crown Pork, får ansvaret for alt fersk kød i Tulip Ltd.

- Kurt skal bidrage til, at vi får genopbygget et rigtig solidt fundament. Han har 30 års erfaring og vil sikre, at overflytningen af viden og best practice i forhold til de systemer og processer, han har været med til at implementere i Danish Crown, kommer til at foregå gnidningsløst, siger Jais Valeur.

Både Kurt T. Pedersen og Andrew Cracknell tiltræder øjeblikkeligt. Andrew Cracknell overtager opgaven fra Jais Valeur, der siden juni selv har haft det daglige ansvar for Tulip Ltd sideløbende med jobbet som Group CEO for Danish Crown.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093