23948sdkhjf

Nordjysk laksefabrik vokser vildt

Norsk opkøb er en succes i Hirtshals
Siden Skagerak Salmon i Hirtshals for tre år siden blev købt af norske Trient, er det gået ualmindeligt stærkt hos den nordjyske lakseproducent:
Omsætningen er siden 2015 steget fra 372 til 650 millioner kroner, og et underskud på fire millioner er forvandlet til et overskud på otte millioner kroner.

Det skriver Børsen.

Fremgangen hænger blandt andet sammen med, at de nye ejere i forbindelse med opkøbet skiftede fokus fra primært at producere frossen laks til også at lave fersk fisk og færdigretter. Og så er Hirtshals godt placeret i forhold til, at de norske laks hurtigt kan fragtes ud til europæiske lufthavne og videre til markeder som USA, Thailand og Australien.

- For os var Skagerak Salmon perfekt. Nu kan fiskene modne i en lastbil på vejen ned til Danmark. Det giver os en hel dag ekstra til at producere og en dag ekstra til at sælge fisken, siger Skagerak Salmons administrerende direktør, Per Johnny Bøe, til Børsen.

Avisen nævner også, at Skagerak Salmon slet ikke er færdig med at vokse. Virksomheden er i gang med at bygge slagteskibet Norwegian Gannet, der skal hente laks fra opdrættene i Norge og slagte dem ombord på vej til Hirtshals. Desuden ejer Trient halvdelen af lakseforarbejdningsselskabet Hav Line, der er ved at opføre en 16.000 kvadratmeter stor fisketerminal på Industrikajen i Hirtshals, hvor fiskene fra Norge skal modtages.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11