23948sdkhjf

Lactosan-direktør:Ostepulver kræver knowhow

Ostepulverfabrikken er godt i gang med kæmpestor udvidelse

Ostepulverproducenten Lactosan udvider sin fabrik i Ringe for 100 millioner kroner, for fynboerne har succes med at eksportere ostepulver til ikke mindst Østen, fortæller virksomhedens direktør, Jørn Frandsen.

Er I gået i gang med selve byggeriet?

- Ja, vi er gået i gang. Vi forventer, at vores tårn (en del af den nye fabrik, red.) står færdigt i maj eller juni 2019, så vi er godt i gang, ville man sige.

Hvor stor en investering er det sådan i Lactosans nyere historie?

- Det er klart en af de større investeringer i nyere tid.

Hvad er nøgleordene for det her byggeri?

- Der er ikke så meget fikumdik i det. Det er en udvidelse af den nuværende produktion, så vi kan lave nogle flere produkter og måske med lidt mere fleksibilitet end på de eksisterende anlæg.

Skal I ud og ansætte medarbejdere som følge af byggeriet?

- Det skal vi nok, men vi skal lige have tårnet op at køre. Men vi går da ud fra, at vi skal bruge flere folk til at håndtere mere ost og sælge flere produkter, så på sigt forventer jeg klart, at vi får brug for flere medarbejdere.

Kan I generelt godt finde medarbejdere?

- Ja, men det er ikke så let, som det var tidligere at finde kvalificerede medarbejdere. Især på faglært niveau kan det godt være vanskeligt. Vi kan godt få ansøgere, men det er ikke alle, der er lige kvalificerede, kan jeg vist godt tillade mig at sige. Men helt overordnet betyder den bedre infrastruktur omkring os (herunder motorvejen mellem Svendborg og Odense, red.), at folk er en lille smule mere fleksible end tidligere og kommer lidt mere langvejs fra.

Hvilken rolle spiller automation og ny teknologi i den nye fabrik?

- Vi har efterhånden fået automatiseret mange processer, så den del har vi været rundt om. Vi er fint tilfredse med det niveau, vi er på, og kan ikke automatisere så vanvittigt meget mere. Vi kigger primært på at øge bundlinjen.

I sælger mere og mere til Østen. Kunne det ikke give mening at etablere en fabrik i Kina, så I slipper for at sende jeres produkter ud på verdenshavene?

- Det kunne det i princippet godt, men vi mener ikke, at alle de kompetencer, der skal til for at lave ostepulver, findes derude. Vi kunne sikkert godt lære dem det, men det ville tage lang tid. Og de kender slet ikke de oste, vi har her i Danmark. Derudover er vores transportomkostninger meget lave, fordi der ikke er vand i vores produkter. Så jeg mener, at værdikæden er den rigtige. Og derfor udvider vi naturligvis her i Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078