23948sdkhjf

Først kun flæskesvær - nu også mejerier og fisk

Jysk foodtech-virksomhed har sågar også kig på slikbranchen

Seks år efter at have overtaget hele den jyske foodtech-virksomhed Urskou har indehaver Ejvind Skovsgaard nu for alvor fået fart på.

Virksomheden solgte under den tidligere indehaver, Anton Urskou, udelukkende  afsværingsmaskiner - altså maskineri, der skærer svær af grise. Men nu er Ejvind Skovsgaard og hans medarbejdere også godt på vej ind i ikke mindst mejeribranchen og fiskeindustrien.

Og på denne uges FoodTech-messe i Herning, hvor Urskou deltog på en messe for første gang, kom der ifølge indehaveren yderligere nye muligheder. 

- Vi har netop fået to nye agenturer, dels på noget tysk slagteriudstyr som knive og save, og dels på nogle tyske hygiejnesluser. Sidstnævnte har man jo brug for i mange brancher. Faktisk er vi på FoodTech kommet i kontakt med en stor slikfabrikant, som kunne være interesseret i en hygiejnesluse, fortæller Ejvind Skovsgaard.

Fra to til syv medarbejdere
Han købte halvdelen af Urskou for otte år siden og drev virksomheden sammen med Anton Urskou, inden også den halvdel efter to år kom på Ejvind Skovsgaards hænder. Siden da er antallet af medarbejdere steget fra to til syv.

-  Vi valgte at få en stand på FoodTech, fordi vi skal sprede os - der er ikke ligefrem blevet flere slagterier de seneste år, så derfor er vi begyndt at satse også på fisk og mejerier. Men også gerne butiksslagtere og små slagtermestre, konstaterer Ejvind Skovsgaard.

Han anslår, at omsætningen nu er fordelt med cirka 60 procent på slagterier, 30 procent på mejerier og 10 procent på fisk.

Ud over at tilbyde maskiner fra ikke mindst tyske fabrikanter kan Urskou også selv lave en komplet linje.

Små finurligheder
- Vi har lavet nogle små linjer, for eksempel til DanePork ved Vejle. Derudover bruger vi en del af vores ekspertise på at optimere de Weber-afsværingsmaskiner, vi sælger. Det er nok kun 20 procent af Weber-maskinerne, der ikke bliver lavet om - resten optimerer vi med nogle små finurligheder, vi selv har fundet på, siger Ejvind Skovsgaard.

Han har for nylig ansat firmaets første deciderede sælger, John Lund Hausgaard, der er tidligere slagtermester og også tidligere har været ansat hos Danish Crown.

- Så han ved virkelig, hvad det handler om hos slagterierne, fastslår chefen, der inden han begyndte striben af ansættelser ifølge eget udsagn selv havde "syv kasketter på". 

Ud over den støt stigende medarbejderkurve har Ejvind Skovsgaard også investeret i et nyt domicil til Urskou, der for to år siden flyttede fra Randbøldal til Grindsted.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078