23948sdkhjf

Kom i gang: brug de unge, innovative fødevaretalenter

KLUMME: Har du også råd til at lade være med at involvere studerende i den løbende udvikling og optimering af din fødevarevirksomhed, spørger dagens klummeskribent, der er selvstændig rådgiver af fødevarevirksomheder og vidensinstitutioner.
Tre dages fødevarefest i Herning er nu vel overstået. Et sandt mekka af spændende produkter og nye teknologier, der venter på at ramme markedet.

Inspirerende igen at opleve FoodTech Challenge, hvor håndplukkede internationale talentstuderende samarbejdede om at give nye bud på nogle af de især multinationale fødevarevirksomheders udfordringer. Det er godt set, og bidrager til fortællingen om Danmark som fødevareklynge.

Jeg ved fra mit mangeårige arbejde med udvikling og innovation i fødevaresektoren, at uddannelse og samarbejde udgør fundamentet for vores konkurrenceevne og samarbejde. Det er en investering i fremtiden.

Så hvad gør du, hvis du også er blandt de resterende 99,9 % af klyngen, der ikke har tid eller økonomi til at medvirke i den store talentfest? Og du ikke lige er placeret nær de store uddannelsesbyer i hovedstads- eller Aarhus-området?

Mindre kan også gøre det.

Lad mig starte med at slå det fast: Du har ikke råd til at lade være. Men du skal finde en samarbejdsform, der passer til dine muligheder og behov. Og prøve det af i trygge rammer til en start. Har du brug for hurtige input til nye produktmuligheder for nye kundesegmenter? Vil du have undersøgt, om dine produktionsdata kan bruges til at understøtte optimering og bæredygtighed? Vil du have testet nye digitale dialog- og salgskanaler? Forslag til nye brugeroptimerede emballagekoncepter?

Dels har uddannelsesinstitutionerne relativt forskellige faglige profiler, kompetencer og erfaringer med virksomhedssamarbejde. Dels kan der være begrænsninger i de studerendes mobilitet. Jeg ved af bitter erfaring, at der er længere fra hovedstadsområdet til Vestjylland end omvendt.

Det var bl.a. derfor, jeg i min tid som udviklingsansvarlig i omkostningsfokuserede Danish Crown lagde energi i at få oprettet en fødevarerettet ingeniøruddannelse på Aarhus Universitet – tættere på mange af de jyske produktionsvirksomheder. Og i øvrigt skabte innovative studentersamarbejder med en lang række driftsnære kolleger via nærliggende uddannelsesinstitutioner for at sikre friske input til stort set alt inden for bæredygtig råvareproduktion, kødprodukter til kommende generationer, nye effektive analysemetoder, arbejdsmiljøforbedrende produktionsteknologi samt digitale platforme til direkte forbrugerdialog.

Grydeklare fordele
Ved at involvere studerende får du en række fordele serveret på et sølvfad:
• Topmotiveret og loyal arbejdskraft, der gør en forskel
• Ny inspiration og fordomsfri øjne på dine udfordringer
• Adgang til dygtige vejledere og udstyr på institutioner
• Førsteklasses mulighed for at se din mulige nye medarbejder an
• Ansvarsfulde og engagerede kolleger, der selv bliver klogere.

Velkommen til fremtiden. Kom styrket ind i den.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141