23948sdkhjf

Nye planer: Tulip satser stort på færdigretter

Overtager hele kapaciteten hos Djurs Convenience Food
Tulip Food Company overtager med øjeblikkelig virkning hele kapaciteten hos Djurs Convenience Food i Auning øst for Randers.

Det sker for at satse stort på convenience og nye måltidsløsninger, oplyser Tulip i en pressemeddelelse.

Tulip Food Company har i mange år lavet frosne færdigretter, men lancerer nu en stribe kølede færdigretter under brandet Den Grønne Slagter i et omfattende samarbejde med Djurs Convenience Food.

Satsningen på netop convenience og måltidsløsninger er en del af Danish Crown-koncernens 4WD-strategi, og ambitionerne er tårnhøje. Tulip Food Companys målsætning er således at nå en årlig omsætning i convenience-segmentet på 500 millioner kroner inden den nuværende strategiperiodes udløb i 2023.

Nye standarder
- Vi ved, at danskerne i høj grad efterspørger hjælp og nemme løsninger i køkkenet, og at mere end halvdelen af forbrugerne anvender mindre end en halv time på at forberede aftensmaden i hverdagen.

- Som en af Danmarks førende fødevareleverandører går vi nu mere offensivt ind på convenience-markedet med en ambition om at sætte nye standarder for retter, der er til at både håndtere og betale for den brede befolkning – og i samarbejdet med Djurs Convenience Food har vi fundet den perfekte partner til at positionere os som en ledende aktør i et marked i stor vækst, siger Tulip Food Companys direktør for det danske marked, Jakob Skovgaard.

Første stribe af produkter lanceres under brandet Den Grønne Slagter og byder på en serie kølede færdigretter, hvor forbrugeren kun skal stå for tilbehøret som eksempelvis ris eller pasta. Retterne produceres hos Djurs Convenience Food, der ligger i Auning godt 20 kilometer øst for Tulips hovedkontor ved Randers.

Mange løsninger på vej

Djurs Convenience Food holder til i en industribygning fra 2011. Den har tidligere været anvendt til den samlede madlavning til to kommuners plejehjem, men den ordning ophørte i 2017, da madlavning igen skulle decentraliseres i kommunerne. Den nuværende ejer overtog faciliteterne i august 2018, hvorefter der er blevet produceret måltidskasser.

- Vi har i et stykke tid været på udkig efter det rigtige produktions-setup til dette marked, og på de flotte og moderne faciliteter i Auning kan vi både producere, kombinere og pakke de kølede retter. Vi lægger ud med en serie af nemme, grønne retter til dem, der gerne vil leve lidt sundere uden at gå på kompromis med den gode smag, og siden vil vi følge op med mange flere spændende måltidsløsninger til både detailhandelen og foodservice

- Nu melder Tulip Food Company sig for alvor offensivt ind i convenience-kampen, og vi glæder os helt vildt, konstaterer Jakob Skovgaard.

Ifølge Randers Amtsavis har Djurs Convenience Food p.t. 10 ansatte.

- Vi har ikke hyret ekstra folk endnu, men når vi nærmer os sommerferien, skulle vi gerne være omkring 40 i stedet for de 10, som vi er nu, siger ejer Kim Steffensen Carøe til avisen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078