23948sdkhjf

Madværkstedets udstillere kan brillere i showkøkken

Stjernekokke og fagfolk viser frem
Der bliver rig mulighed for at se, høre, røre, dufte og selvfølgelig smage på maden, når fødevaremessen Madværkstedet bliver afviklet i København 26.-27. marts.

De besøgende fagfolk kan naturligvis gå på opdagelse hos messens 150 udstillere, men i messens trendområde, Det Levende Madværksted, får gæsterne mulighed for at komme endnu tættere på en række spændende fødevarenyheder. Her får messens udstillere via 10 daglige sessioner mulighed for at brillere i showkøkkenet, hvor de hver får 25 minutter til at underholde, vejlede og inspirere de besøgende med netop deres produkter.

En af de udstillere, der har valgt at benytte sig af denne mulighed, er ISH, som holder en session om alkoholfri cocktails. Her vil ejer Morten Sørensen fortælle om sin virksomhed og tendensen inden for alkoholfri spiritus, mens en bartender mixer alkoholfrie cocktails til de fremmødte.

- Kommunikation er essentiel, når man skal introducere et helt nyt produkt. Derfor ser vi en fantastisk mulighed ved at deltage i Det Levende Madværksted, hvor vi får mulighed for at involvere gæsterne og fortælle dem om den alkoholfrie verden, som er i kraftig vækst. Vi er selv med for første gang på messen, så vi ser også selv frem til at hente inspiration og møde en masse nysgerrige gæster, fortæller Morten Sørensen.

Bagværk, rom og veganske muligheder

På scenen kan man også opleve Foodpeople, som lader tre stjernekokke trylle med deres brød og bagværk fra Il Fornaio, Jalm&B og Trianon, samt vingrossisten Oskar Davidsen i selskab med en professionel bartender, som vil arbejde med cocktails med Davidsen Rom.

Desuden bliver der flere veganske præsentationer fra blandt andre Solhjulet, som vil introducere årstidsgrøntsager og alternativer til kød målrettet cafébranchen. Og Santa Maria introducerer et helt nyt koncept, der tager udgangspunkt i "pulled oats" - et 100 procent vegansk produkt lavet på havre.

Hos MCH Messecenter Herning, der arrangerer Madværkstedet, ser man frem til for anden gang at kunne invitere fagfolk inden for i Lokomotivværkstedet i København.

- Madværkstedet kommer til at bugne af spændende produkter, så uanset om man kommer fra kantine, hotel, restaurant eller café, tør vi godt love, at der bliver et bredt udvalg af både nyskabende og velkendte produkter, som de besøgende kan gå på opdagelse i, siger Carina Høgsted Kirkegaard, projektleder på Madværkstedet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109