23948sdkhjf

Wefood fordoblede omsætningen

Madspildsbutikker har vind i sejlene
Folkekirkens Nødhjælp har succes med sine såkaldte madspildsbutikker med navnet Wefood.

Butikkerne, som der nu er tre af, løftede i 2018 omsætningen til næsten 4,3 millioner kroner. Året før blev der omsat for godt 2 millioner, oplyser Folkekirkens Nødhjælp.

Ifølge organisationen blev 173,3 ton mad reddet fra skraldespanden i Wefoods madspildsbutikker i 2018. Mest blev der solgt i butikken på Nørrebro i København - den omsatte for over 1,9 millioner kroner.

De to andre butikker ligger på Amager og i Aarhus, hvor Wefood åbnede i maj sidste år. Ifølge Jan-Martin Mikkelsen, som er Wefood-ansvarlig i Folkekirkens Nødhjælp, er yderligere to butikker formentlig på vej i løbet af i år.

Wefood, der kalder sig verdens første supermarked med overskudsvarer, åbnede den første butik på Amager i 2016. Butikkerne sælger varer, der ellers var blevet kasseret af supermarkeder på grund af for eksempel beskadiget emballage. Overskuddet går til mennesker i nød.

Mange af varerne ender i Wefood, fordi datoerne for ”Bedst før” og ”Mindst holdbar til” er overskredet.

- Begge udtryk henviser til den dato, producenten har fastsat som den dag, hvortil varen helt sikkert kvalitetsmæssigt vil være i orden. Ofte kan varen sagtens spises efter ”Mindst holdbar til”-datoen. Det er lovligt at sælge varer, der har passeret datoen, men supermarkederne gør det ikke - det gør Wefood, konstaterer Folkekirkens Nødhjælp.

”Sidste salgsdato” anvendes på fødevarer med en forholdsvis kort holdbarhed. Datoen er et udtryk for, at varen kan udgøre en sundhedsmæssig risiko, hvis den spises derefter. Disse varer sælger Wefood ikke.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125