23948sdkhjf

Nu skal man drikke flere øller for at blive fuld

Alkoholstyrken i dansk øl falder – bryggerierne fokuserer på nydelse frem for beruselse
Den gennemsnitlige alkoholprocent på nye øl fra danske bryggerier er faldet betydeligt siden 2013. Det fremgår af en analyse udarbejdet af Beerticker for Bryggeriforeningen.

2018 bød på rekordmange nye øl fra de danske bryggerier – hele 1.825 blev det til. Den gennemsnitlige alkoholprocent for de nye øl var 6,28 %. Det er markant lavere end i 2013, da den var helt oppe på 6,94 %. Siden er alkoholprocenten faldet hvert år til det foreløbig laveste niveau i 2018.

- Bryggerierne bestræber sig på at brygge øl til nydelse frem for beruselse. Og de er blevet dygtige til at tilbyde forbrugerne velsmagende øl uden meget høje alkoholprocenter. Desuden brygger de langt flere alkoholfri øl, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald.

I 2018 kom der 11 nye danske alkoholfrie øl på markedet mod fire året før. Samtidig er salget af alkoholfrit øl steget betydeligt. Bryggeriforeningens medlemmer oplevede en stigning i salget på 31,6 % i 2018 i forhold til året før. Hele 4,3 millioner liter drak de danske forbrugere, hvilket er en firdobling i forhold til fem år tidligere.

De nye alkoholfrie øl kom fra Carlsberg, Bryggeriet Skands, Svaneke Bryghus, Ørbæk Bryggeri, TeeDawn, To Øl, Mikkeller samt Royal Unibrew via bryggeriets Theodor Schiøtz-brand. Den fra Svaneke Bryghus var økologisk, og Ørbæk Bryggeri lancerede en økologisk julebryg med tanke på dem, der skulle køre bil hjem fra julefrokosten.

Øl på 0,5 % og derunder betegnes som alkoholfri ifølge lovgivningen.

50 % af sidste års nye øl var på mindre end 6 % – det skal sammenlignes med 43 % i 2013.

Mest populære var øl på mellem 5 og 5,9% – dem var der 558 nylanceringer af i 2018, svarende til 30 % af alle nye øl. Blot 17 % af de nye øl var på 8 % eller mere.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094