3D-print er helt klar til fødevarebranchen
Teknologisk Institut introducerer ny overfladebehandling
Faglig leder Mads Østergaard foran udstyr til 3D-print i nylon. I hånden har han er printet robotgriber til fødevareindustrien. Foto: Teknologisk Institut
Instituttet har det seneste halvandet år 3D-printet emner til fødevareindustrien i både nylon, titanium og rustfrit stål, og som de eneste i Danmark har instituttet en 3D-printproduktion, der er i overensstemmelse med fødevarelovgivningen for disse materialer. Materialer, der i branchen er kendt som FKM - eller fødevarekontaktmaterialer.
Nu har Teknologisk Institut udviklet en ny, glat overfladebehandling og en speciel type metaldetekterbart nylon, som åbner helt nye muligheder for brug af 3D-print i fødevareindustrien.
Det oplyser instituttet i en pressemeddelelse.
- Med en enorm designfrihed og produktionsfleksibilitet samt muligheden for lave emner uden samlinger, hvor bakterier kan ophobe sig, rummer 3D-print allerede et stort potentiale for fødevareindustrien. Som Danmarks førende producent inden for Industriel 3D-print har Teknologisk Institut det seneste halvandet år produceret en række emner til fødevareproducerende virksomheder, herunder robotgribere og kagetyller, og det har givet en unik indsigt i, hvad branchen efterspørger, og hvordan materialerne kan optimeres, skriver instituttet.
Yderligere forædling
Nu introducerer Teknologisk Institut så 3S-behandlingen, som er en yderligere forædling 3D-printede nylonemner. 3S står for "super smooth surface", og der er tale om en dyppeproces, hvor alle overflader af det 3D-printede emne behandles - også indvendige kanaler. Behandlingen skaber en kemisk ændring af overfladen, som gør den ekstra glat og dermed rengøringsvenlig, mens dimensionerne og styrken på emnet forbliver uændrede.
Farven forbliver også den samme, og det er således kun teksturen og glansen, der ændres. Den nye 3S-behandling er duft- og smagsfri og har bestået de samme fødevareoverensstemmelsestests som ubehandlet nylon.
- Vi har udviklet 3S-behandlingen ud fra et ønske fra fødevarevirksomhederne om mere rengøringsvenlige overflader, og selv om ubehandlet 3D-printet nylon også er accepteret som fødevarekontaktmateriale, opnår vi med 3S-behandlingen en rengøringsvenlighed, som målt på restbakterier er 118 gange bedre og faktisk på niveau med drejet rustfrit stål. Behandlingen betyder samtidig, at materialet - i modsætning til ubehandlet nylon – slet ikke optager vand, fortæller Mads Østergaard, faglig leder for Industriel 3D-print på Teknologisk Institut.
For overhovedet at få lov til at producere emner til fødevareindustrien har Teknologisk Instituts 3D-printproduktion gennemgået en lang række tests, som er gennemført af eksterne og uvildige testorganer. Dermed har Teknologisk Institut dokumentation for, at produktionen er i overensstemmelse med fødevarelovgivningen, og at der er komplet sporbarhed gennem hele produktionsprocessen – fra pulver til færdigt produkt.
Ekstra sikkerhed
Ud over 3S-behandlingen kan Teknologisk Institut præsentere endnu en nyhed. 3D-printeksperterne i Aarhus har nemlig i længere tid arbejdet med at perfektionere 3D-print i metaldetekterbart nylon, og materialet har netop bestået samtlige tests og er således også er accepteret som fødevarekontaktmateriale.
Metaldetekterbarheden opnås gennem en forædlingsproces, hvor nylonpulveret blandes op med metal i det helt rette forhold, som gør det muligt at spore de 3D-printede nylondele i fødevareproduktionens metalscannere. Metaldetekterbart nylon kan i øvrigt også 3S-behandles, så det får en ekstra glat og mere rengøringsvenlig overflade.
- I fødeindustrien er det afgørende, at der er fuldstændig styr på produktionen, så sikkerheden er i top. Så hvis et stykke plast for eksempel knækker af maskineriet og ender i en fødevarepakning, skal man sikre, at det bliver fanget af en scanner, inden det forlader produktionen, så det ikke ender hos forbrugerne. Med metaldetekterbart nylon har vi nu mulighed for at tilbyde den sikkerhed inden for 3D-print, siger Mads Østergaard.
Flere og flere fødevareprocenter stiller i dag krav om, at alle komponenter, der bruges til fødevareproduktion, skal være metaldetekterbare – det gælder for eksempel Nestlé, Kellogg’s og Dr. Oetker. Dermed er detekterbarheden en forudsætning for at blive accepteret som leverandør til denne type producenter, nævner Teknologisk Institut.
