23948sdkhjf

Fiskefabrik ramt af brutal vold

Fiskevirksomheden Norlax i Outrup er omdrejningspunkt i en retssag, der handler om grov og brutal vold i forbindelse med et skænderi ved et fiskebånd.

Det skriver JydskeVestkysten.

Ifølge avisen er to rumænske fætre tiltalt for i november at overfalde en ligeledes rumænsk kollega i et omklædningsrum på Norlax. Kollegaen brækkede fire ribben, har problemer med kæben, er ofte svimmel og risikerer ifølge sig selv at få varige mén.

Volden skete, efter at en af de tiltalte, en 25-årig mand, havde haft en kontrovers med ofret ved fiskebåndet.

Den 25-årige fortalte i Retten i Esbjerg, at han den pågældende dag stod og skar fisk op ved et fiskebånd sammen med ofret og en anden. Ofret var utilfreds med den tiltaltes arbejde og kastede fiskene tilbage.

Lidt senere mødtes de to i omklædningsrummet, hvor der opstod et nyt skænderi - og hvor den 25-årige tiltaltes fætter dukkede op og slog ofret ned med et knytnæveslag i ansigtet, forklarede den 25-årige i retten. Han nægter sig skyldig i selv at have begået vold.

En dansk kollega, der også var i omklædningsrummet, havde i retten en helt anden opfattelse. Han forklarede, at de to fætre begge "sprang i flæsket" på ofret og uddelte både spark på kroppen og slag i ansigtet.

Fætteren er også sigtet i sagen, men han er stukket af til Rumænien. Både de to fætre og voldsofferet blev samme dag fyret af fabrikschefen, men den 25-årige er siden blevet ansat igen, skriver JydskeVestkysten.

Der skal holdes endnu et retsmøde i august, hvorefter der falder dom i sagen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078