23948sdkhjf

Hanegals stiftere afgiver magten efter 25 år

Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard klar med ny virksomhed
Ført solgte de 10 procent, så 10 procent mere - og nu har stifterne af den økologiske fødevareproducent Hanegal, ægteparret Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard, solgt majoriteten af deres aktier i virksomheden.

Det oplyser Hanegal i en pressemeddelelse.

Det nyoprettede selskab Future Food Invest ejer fra 1. juli 60 procent af Hanegal-aktierne. I spidsen for Future Food Invest står Michael Vadgaard Jørgensen og Søren Hansen, som også ejer investeringsselskabet H og V Invest. Dét selskab købte for godt et år siden 10 procent af aktierne i Hanegal, og nu har Michael Vadgaard Jørgensen og Søren Hansen så sikret sig yderligere 50 procent af Hanegal.

I samme forbindelse øger Hanegal-direktør Cees Kuypers, som har været medejer siden 2017, sin andel fra 10 til 15 procent via selskabet Kamelgården ApS

Dermed kommer Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard ned på at eje 25 procent af Hanegal, som de stiftede for godt 25 år siden. Deres ejerandel er placeret i selskabet Organic Future.

Som led i skiftet af aktiemajoritet fratræder bestyrelsesformand Thomas Bagge Olesen, og Michael Vadgaard Jørgensen indtræder som ny formand. Også Fie Graugaard forlader bestyrelsen og bliver erstattet af Søren Hansen.

- Hanegal er et af de absolut stærkeste varemærker inden for økologi og sund fødevareproduktion. Vi glæder os meget til at udvikle virksomheden yderligere med det store potentiale, vi ser i både Danmark og i udlandet, siger Michael Vadgaard Jørgensen.

Klar med ny virksomhed
Ulrich Kern-Hansen og Fie Graugaard fortsætter i Hanegal med udvalgte ansvarsområder samt bestyrelsesarbejde.

Derudover har de etableret en ny virksomhed med navnet Organic Plant Protein. Den har som mission at "fremme omstillingen til et mindre kødforbrug ved at udvikle nye planteproteiner, som både er velsmagende og har en struktur og konsistens, der gør dem egnede til at erstatte kødet i traditionelle kødprodukter som pålæg, pølser og middagsretter", hedder det i pressemeddelelsen.

- Dermed vil det nye selskab også understøtte Hanegals målsætning om, at andelen af plantebaserede produkter skal øges markant i de kommende år. Hanegals bestyrelse har netop besluttet, at 85 procent af virksomhedens produkter skal være plantebaserede i 2030, konstaterer virksomheden

- Det er vigtigt for os, at vi nu kan videregive ansvaret for Hanegals videre færd til nogen, som vi tror på kan udvikle virksomheden med samme værdigrundlag som Ulrich og jeg har arbejdet for så længe – og salget af aktierne giver os samtidig mulighed for at stifte en ny virksomhed med en vigtig mission, siger Fie Graugaard.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109