23948sdkhjf

Er vi i gang med veganerens tidsalder?

KLUMME: Kød- og mælkefri alternativer er på alles læber. Den veganske livsstil er blevet mainstream, og det medfører drastiske ændringer, konstaterer Julie Elander Pehrsson, Brand Strategist hos designbureauet Everland, i denne klumme, som hun har skrevet sammen med kollegaen Rasmus Vestergaard Petersen.
Den veganske livsstil er blevet mainstream. En fjerdedel af USA’s millennials identificerer sig selv som veganere eller vegetarer. Det medfører drastiske ændringer i forbrugsmønstre, der spreder sig som ringe i havremælken til resten af samfundet. Udviklingen har betydning for enkeltpersoner, virksomheder, organisationer og politikere.

Ofte nævnes veganisme som en trend. Men kan man egentlig kalde noget en trend, når en fjerdedel af en amerikansk generation i nogen eller høj grad lever efter den? Eller bør vi i stedet tale om et paradigmeskifte? Bliver 2019 ikke bare veganerens år, men starten på veganerens tidsalder?

Det er ikke mange år siden valget af en vegansk livsstil ofte blev mødt af en masse spørgsmål til motivationen bag. I dag spørger vi ikke længere. For nu vinder veganere og vegetarer mere og mere landjord på butikshylderne. Kød- og mælkefri alternativer er på alles læber: I takt med, at den yngre forbrugergeneration i stigende grad bliver veganere, vegetarer eller flexitarer, hopper flere og flere virksomheder med på veganerbølgen for at (for)blive relevante og vellidte.

I dag laver mejerivirksomheder, som for eksempel Chobani, produkter uden mælk og kødvirksomheder, som for eksempel Hanegal og Stryhns, laver produkter uden kød. Og Burger King vil servere deres ‘Impossible Whopper’ med en "bøf" af planter i deres 7.200 amerikanske restauranter hen imod slutningen af året.

Vegansk er mere end bare mad
Udbredelsen af den veganske livsstil kan i høj grad tilskrives kendisser og sociale medier. Unge pop-musikere som Ariana Grande og Miley Cyrus synger de veganske toner på deres sociale medier, som kombineres med social samvittighed. Og de er ikke alene. På Instagram kan du allerede scrolle gennem 81 millioner billeder med #vegan.

Den veganske livsstil kombinerer flere samfundstendenser. For motivationen bag livsstilen handler om mere end bare at undgå at spise kød, æg og mejeriprodukter. Det handler i højere grad om at passe på vores planet.

Den veganske livsstil påvirker også transport, indretning og tøjvalg. En af verdens største hotelkæder, Hilton, lancerede for nylig verdens første veganer-suite. Modehuset Prada dropper brugen af pels fra 2020. Og Grand View Research estimerer, at det veganske kosmetikmarked vil være 20,8 milliarder dollar værd i 2025.

Den veganske livsstil fortsætter med andre ord sin udbredelse. Men det oprindelige princip fra 1951, som definerede veganisme som “doktrinen, at mennesket skulle kunne leve uden at udnytte dyr” skal nok udvides. I 2019 handler veganisme også om at leve bæredygtigt i harmoni med naturen.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11