Bryggerigigantens nettoomsætning i 1. halvår af 2011 var på 8,35 mia. euro, en fremgang på 11% i forhold til samme periode året før.
Den organiske vækst i volumen var 4,2 %, med fremgang i alle regioner. Fremgang i Vesteuropa og Asien var med til at hive forøgelsen i volumen i premiumsegmentet op på 4,7 %.
Driftsindtjeningen (EBIT) var på 1,1 mia. euro, mod 1,2 mia. euro i 1. halvår af 2010, hvilket er en tilbagegang på 7,4 %. Heinekens nettooverskud faldt med 14%, og var 605 mio. euro i 1. halvår af 2011 mod 700 mio. euro i 1. halvår af 2010.
I en kommentar til regnskabet fremgår det, at den økonomiske usikkerhed ventes at påvirke forbruget og volumen i Europa og USA. Til gengæld er der udsigt til bedre forhold i Latinamerika, Asien og Afrika syd for Sahara.
Der forventes stigende råvareudgifter i resten af 2011. Ligeledes ventes marketings- og reklameudgifter at stige i den resterende del af 2011.
Overskuddet for hele 2011 på organisk basis ventes at blive på niveau med 2010.