23948sdkhjf

Bryggerigiganter øger salget i takt med færre restriktioner

Færre restriktioner på restauranter og på barer har været med til at øge salget af øl og andre drikkevarer for nogle af verdens største bryggerier.

Senest viser hollandske Heinekens regnskab for andet kvartal en omsætning på 74,2 milliarder kroner for første halvdel af 2021.

Det er en vækst på otte procent i forhold til første halvdel af 2020.

Også AB InBev har haft fremgang i salget. For nylig viste halvårsregnskabet fra bryggeriet med de belgiske rødder en omsætning på 161,9 milliarder kroner.

Det svarede til en vækst på 21 procent i forhold til året før.

Begge bryggerier har været begunstiget af færre restriktioner sammenlignet med den tilsvarende periode sidste år, hvor coronavirusset lukkede store dele af verden ned i perioder.

Det gik blandt andet ud over restaurationsbranchen og festivalerne, og det resulterede i et lavere salg af øl og andre drikkevarer.

Selv om salget igen stiger, i takt med at restriktionerne er blevet ophævet, så mærker bryggerierne dog stadig til effekterne af pandemien.

Det fortæller Dolf van den Brink, administrerende direktør i Heineken.

- Vi er glade for at kunne levere et sæt stærke resultater for første halvår, mens at pandemien fortsætter med at påvirke verden og vores forretning.

- Covid-19 fortsætter med at være en faktor, og lige nu er det med den største påvirkning i nøglemarkeder i Asien og Afrika, siger Dolf van den Brink.

Heineken og AB InBev er henholdsvis det næststørste og største bryggeri i hele verden.

De to bryggerigiganter konkurrerer med blandt andre danske Carlsberg, som er tredjestørst i verden.

Carlsberg præsenterer resultater for første halvdel af 2021 onsdag 18. august.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094