23948sdkhjf

Arabisk sukkerchok kræver nytænkning hos Co-Ro

Saftkoncernen Co-Ro med hovedkvarter i Frederikssund er godt i gang med gentænke milliardforretningen, der omfatter frys selv-isen Sun Lolly og kendte læskedrikke som Sunquick og Suntop.

Det er ikke mindst nødvendigt, fordi regeringen i Saudi-Arabien er på vej med en ny sukkerafgift, der ifølge Co-Ro-direktør Søren Holm Jensen vil give virksomheden en "kæmpelussing". Det skriver Finans.

Direktøren konstaterer, at den nye afgift vil påvirke Co-Ro hårdt næste år, med forventede prisstigninger på op imod 100 procent.

- Vores 250 ml Suntop-brik har kostet 1 saudi riyal siden 1977 i Saudi-Arabien. Den har aldrig kostet andet. Altid én. Fra 2. december i år kommer den formentlig til at koste mellem 1,5 og 2 saudi riyaler som følge af den nye afgift. Hvordan vil du selv reagere, hvis noget, du har købt i 40 år, der altid har kostet det samme, pludselig næsten fordobles i pris?, siger Søren Holm Jensen til Finans.

Også De Forenede Arabiske Emirater vil fremover opkræve sukkerafgifter, og Søren Holm Jensen forventer, at det vil brede sig i regionen, hvor flere lande har brug for nye indtægter for at kompensere for tab af olieindtægter, nævner mediet.

Co-Ro har traditionelt stået særdeles stærkt i Mellemøsten og Asien, men med den forventede store nedgang er virksomheden nu ved at lægge nye strategier. De handler ikke mindst om at brede forretningen ud og få bedre fat på flere markeder, så man ikke er stærkt afhængig af én region.

Eksempelvis er Co-Ro for nylig trådt ind i Kenya i forsøget på at opdyrke et nyt marked på et nyt kontinent. Og sidste år brugte Frederikssund-virksomheden ifølge Finans cirka 100 millioner kroner på at købe en kinesisk forretning, der gør Co-Ro til førende saftproducent på det kinesiske foodservicemarked.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094